Flueben og samtaler

Flueben og samtaler

14.12.18
Måske er du lige som mig? – én der løbende sætter sig personlige mål og bruger timer på at udtænke det helt rigtige nytårsforsæt.

Ikke at jeg tænker mig som særlig ambitiøs; nej måske handler det mere om livsappetit? en portion nysgerrighed? eller en måde at angribe livet på?

Forleden hørte jeg, at har du et mål, skal du dels sætte dig delmål for at gøre det mere overkommeligt, og dels fortælle andre om det, for så er du mere committet til at gå efter det.

Jeg er åbenbart ikke altid lige seriøs omkring mine mål, og det er vel første skridt for at realisere dem. For jeg ved, at jeg satte mig tre inden jeg fyldte 50. Et af dem har jeg glemt hvad var. Mål nr. to handlede om at opleve Nordlys, hvilket ikke er blevet indfriet - endnu. Og det tredje at jeg ville lære at ride. Det sidste kastede jeg mig ud i, og kan huske, at jeg sad der på ryggen af dette kæmpe dyr, og min eneste tanke var – ’Det her kan man dø af’. Ærlig talt når man er kronisk bange for alle dyr med pels, så er en hest nok en lige stor nok mundfuld. Målet blev skrottet og erstattet med noget mere jordnært; at få reduceret mit golfhandicap.

Det mål italesatte jeg, og i sommers kunne jeg sætte flueben ud for det. Dog med et års forsinkelse, men som de kloge siger – bedre sent end aldrig. Og fluebenet vil jeg tage med mig, når jeg om lidt sidder nytårsaften og gør status, halvmelankolsk over at endnu et år er fløjet afsted.

I disse uger synger 2018 på sidste vers, men heldigvis står 2019 på spring med masser af nye dage, timer og minutter. Og heldigvis for det, for på listen er der stadig ting som jeg ikke når i hus med. Jeg når desværre ikke at komme til at passe de festlige festbukser i klædeskabet inden julefrokosten. De er blevet til såkaldte stå-busker. Og de gerigter som skulle være malet i efterårsferien, og som jeg nu har talt om i 10 år, de må igen på min private to-do-liste for 2019 sammen med 1. Læse en bog om ugen, 2. Gå mere i biografen, 3. Se Den Hirschsprungske Samling...

På jobbet gælder det samme. Mål bliver indfriet, nye bliver sat, og nogle må der arbejdes mere med. Min to-do-liste for 2019 er i fuld gang med at blive ajourført, og i toppen af listen står der Samtaler på Balkonen.

Vi har i 2018 inviteret til Samtaler på Balkonen, og det har været nogle spændende og livlige samtaler, der har fundet sted, men arbejdsgruppen bag, ønsker sig brændende, at der var flere borgere, der har lyst til at være med. For jo flere vi er, jo mere mangfoldigt og levende bliver det.

Samtaler på Balkonen er der, hvor vi mødes og samtaler om et givet emne. Målet med samtalerne er at sætte tanken og talen fri og få vendt nogle af livets store og små spørgsmål.

Som noget nyt vil vi allerede nu løfte sløret for det overordnede tema, som bliver de syv dyder og de syv dødssynder. Spørgsmålene bliver dog først afsløret på dagen for samtalerne.

Mange af os forbinder nok dyderne og dødssynderne med kristendommen, men også som begreber og følelser, de fleste af os oplever i dagligdagen. Hvem kender ikke til det at blive ramt af misundelse eller vrede for derefter at føle en vis skamfuldhed? Eller den gode fornemmelse i maven, når man har formået at udvise mådehold, og ikke købt det par sko, som stod i butiksvinduet og råbte efter én?

Hvis du skulle have lyst til i 2019 at dyrke samtalen, så kom og vær med. Der er ingen tilmelding, og du kan sagtens komme alene, for vi sørger for at alle har en eller flere samtalepartnere. De gode spørgsmål har vi også, og der er altid er tid til en fælles snak over en kop kaffe til slut.

Faktaboks:
Første Samtaler på Balkonen i 2019 bliver torsdag den 7. februar, som kommer til at handle om: Fråseri og mådehold.

Materialer