Et udpluk af de bøger der er stor efterspørgsel på i forbindelse med 3’gernes SRP-opgaver.
Et udpluk af de bøger der er stor efterspørgsel på i forbindelse med 3’gernes SRP-opgaver.

Euge-hvaffor-noget? Sagde gymnasiebibliotekaren…

Af Anonym (ikke efterprøvet)
16.11.18
”Har du bøger om Pesten?”, ”Har du denne her bog om kryptologi?”, ”Har du noget om Cubakrisen?” og et hav af lignende spørgsmål er lige nu min dagligdag.

Det skyldes, at jeg har min daglige gang på Viborgs to almene gymnasier, hvor jeg passer gymnasiernes biblioteker og blandt andet hjælper lærere og elever med informationssøgning. Og lige nu er vi inde i en periode, hvor jeg har ekstra meget at lave på gymnasierne.

3.gerne er i gang med at skrive en af deres sidste store opgaver, inden de bliver studenter til sommer. Denne opgave hedder ”studieretningsopgaven” bedre kendt som SRP-opgaven. Hvis I har en ung i familien eller i huset, har I formodentlig allerede hørt alt rigeligt om denne opgave. Og jeg ved, at det ikke er alle elever, der ser lige meget frem til denne opgave. Men for mig er denne periode noget helt særlig, som jeg ser frem til, fordi jeg her for alvor kan få udfordret mine søgekompetencer og få udvidet mine horisonter.

Og til jer der ikke helt ved, hvad det er, så er denne opgave en, hvor de unge mennesker stort selv kan bestemme, hvad de vil skrive om, og i hvilke to fag de vil skrive i, så længe det ene fag er et af deres studieretningsfag. Med andre ord så er der emner og fagkombinationer i så stort et omfang, at jeg for længst er holdt op med at tælle antallet af muligheder. Ligeledes bliver jeg sjældent overrasket over de kombinationer af fag og emner jeg sommetider møder. Stort set alt er tilsyneladende muligt i SRP-opgaven. Og med lidt hjælp fra bibliotekaren, kan der heldigvis også findes litteratur i form af artikler eller bøger til langt de fleste emner.

Som jeg ser det kan emnerne, der skrives om deles op i to hovedgrupper. Den første gruppe er den med alle de klassiske emner, der går igen fra år til år og den anden gruppe er så alle de andre emner. Blandt de klassiske emner kan nævnes alle dem, der skriver om kodning og Enigma i fagene matematik og historie, der er gerne en 10-15 stykker eller flere, der vælger det emne. Ligeledes kan jeg regne med, at Cubakrisen og pesten også er valgt som emne hos en håndfuld stykker eller flere.  Her er det ene fag som regel historie eller matematik og det andet fag varierer. Fra den anden gruppe af emner, kan nævnes emner om diverse sygdomme som cancer eller Alzheimers, samfundsaktuelle begivenheder som Brexit eller Trumps USA. Fagene i denne gruppe er ofte bioteknologi, dansk eller samfundsfag i kombination med andre fag.

Jeg har været på byens gymnasier i snart 4 år, og har efterhånden opbygget en del viden om rigtig mange emner – både de klassiske emner, der går igen, og de mere specielle som jeg formodentlig kun ser nogle få gange. Og selvom jeg efterhånden ved lidt om meget, så synes jeg ikke, at jeg ved nok og slet ikke, om de emner som kommer fra gruppen af ikke klassiske emner. Her bliver jeg ofte et stort spørgsmålstegn.

Som den formiddag, hvor jeg hjalp en gruppe drenge med at finde materialer til deres opgaver, startende med noget om USA's historie til den ene, noget om spilteori og cubakrisen til den anden og så noget om eugenik til den sidste. Hvor de to første var nemme at hjælpe og vise til rette hylder i biblioteket, så krævede den sidste lige lidt ekstra, for det havde jeg så ikke lige hørt om før.

For ”Euge-hvaffor-noget? Er du sød at gentage og stave det for mig?” var mine første spørgsmål. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at Eugenik er et synonym for det mere betydningsladet ”racehygiejne”, og jeg fik fundet noget materiale til eleven som kunne bruges til elevens opgave. Samtidig fik jeg selv lært noget nyt, og denne nye viden kommer i rygsækken sammen med al den anden viden om diverse SRP-emner, sådan at jeg næste gang, jeg møder en, der skal beskæftige sig med eugenik, ikke ligner et stort spørgsmålstegn.

Skulle I have fået lyst til at finde ud af noget mere omkring de nævnte emner, så kan I finde bøger og artikler om alle emnerne på www.viborgbib.dk eller www.bibliotek.dk. I skal bare være opmærksomme på at stort set alle vores bøger, om de nævnte emner på nuværende tidspunkt er udlånt til elever der er i gang med deres SRP.

Materialer