Et fastfrosset øjeblik

09.05.19
Den første fredag i marts kåres Årets Pressefoto ved en stor fest i København. Det er faktisk ikke kun ét foto, der hædres, men også en hel masse andre presse- og dokumentarfotos inden for forskellige kategorier – eksempelvis Årets Danske Hverdagsbillede og Årets Reportage, Udland.

Jeg følger altid ivrigt med, når vinderbillederne afsløres, for jeg har den store glæde og fornøjelse at være tovholder for festivalen Fotodage Viborg. Vi har altid udstillingen med omkring 150 af de bedste billeder fra konkurrencen som et af højdepunkterne i programmet. Når vi slår dørene op til dette års udgave af Fotodage Viborg fredag 3. maj er det ingen undtagelse. Som altid er jeg spændt på publikums reaktion på udstillingen, for det er ofte stærke sager, udstillingen præsenterer os for. Jeg har flere gange været nødt til at opleve udstillingen i mindre bidder, fordi billederne er meget stærke og går tæt på utrolige menneskeskæbner på godt og ondt.

I år er ingen undtagelse. Men jeg blev nærmest helt lettet, da jeg tilbage i marts så det billede, der blev kåret som Årets Pressefoto 2018 og er det, der sikrer fotografen bag stor hæder, ære og omtale. Freelancefotografen Bax Lindhardt vandt nemlig med et pletskud af en flok realitystjerner, der i den grad fester igennem og oversprøjtes med champagne. Pyha. Ingen død og ødelæggelse denne gang.

Umiddelbart tænkte jeg, at det er en positiv historie, som billedet formidler, men som der står i dommernes begrundelse for at vælge netop dét billede: ”Blitzen fastfryser alt, der sker i ét hug, så man får mulighed for at studere hele kaosset i detaljer. På den måde er det lykkedes fotografen at skabe så meget orden, at billedet lukker op for et dybere blik ind i den verden, der kun ser sådan ud på overfladen. Først bliver man lullet ind i en feststemning, men jo mere man kigger, desto mere ser man, og spørgsmålet vokser: Er det i virkeligheden så rart?”

Dobbelthed og umiddelbarhed

Denne dobbelthed findes i flere af de fotos, som i de senere år er blevet kåret som Årets Pressefoto, dog som regel med omvendt fortegn. Først rammes man af det hårde og den svære situation fanget på billedet for bagefter at få øje på – i alt fald en form for – skønhed. Jeg synes for eksempel, at det gælder Jacob Ehrbahns billede fra 2016 af en flygtende familie på vej gennem hullet i et pigtrådshegn. De befinder sig i en presset situation, men er sammen på vej mod fremtiden med håbet som motor. Det gælder også Martin Lehmanns foto fra 2015 af den 5-årige pige Rose, der ligger død i sin seng omgivet af små piger, hvoraf den ene forsigtigt og nysgerrigt løfter på Roses ene øjenlåg. Det sidste er et af de mest krævende og intense fotos, jeg nogensinde har set, og det fylder mig med stort set alle følelser på én gang.

Andre billeder er mere umiddelbare og entydige, nogle ligefrem sjove og pudsige, men fælles for alle de billeder, der er med i udstillingen Årets Pressefoto, er, at de har fanget en historie, der var væsentlig i det år, hvor de blev taget. På den måde er udstillingen også en tur ned ad memory lane, og jeg glæder mig til at gå den tur hvert år. Også selvom jeg indimellem lige må holde en pause og få pusten igen.

Skærm vs. tryk

Før jeg så udstillingen, som netop er sat op på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg, havde jeg set fotografierne på nettet og i udstillingskataloget, men det er noget helt andet at se dem i stor skala og stå lige foran dem. Det er som om, jeg får øje på andre detaljer. Og nogle billeder gør et meget stærkere indtryk, når de kommer op i format – eller jeg kan overskue en hel serie på én gang.

Det sidste gælder blandt andet Mads Nissens billedserie ”Se mine tænder, Danmark”, der fik andenpladsen i kategorien Årets Portræt. Som titlen på serien antyder, så er det en række fotos af åbne munde – åbne munde med ufatteligt dårlige tænder og en enkelt med perfekt gebis, der krænges åbne med metalbøjler. Mundene tilhører otte selverklærede skæve eksistenser, der har valgt at åbne munden på vid gab for at vise, hvad de lever med hver eneste dag. Jeg fik nærmest ondt i tænderne, da jeg så billederne, og fik ”fremkaldt” lugten af dårlig ånde. Men jeg kunne ikke tage blikket fra dem og måtte lige læse teksterne. Uhyre detaljerede og ensartede close ups fik mig fanget ind i den store historie, som de er med til at fortælle. Sådan! Det er det, som gode presse- og dokumentarfotos kan.

Fotodage Viborg

Årets Pressefoto 2018 er en del af programmet for Fotodage Viborg, der finder sted 3.-26. maj og byder på udstillinger og aktiviteter som workshops, artist talks, konkurrencer, photo walk, særlige børneaktiviteter og filmaftener med spot på fotografi rundt omkring i Viborg by og andre steder i Viborg Kommune. Programmet kan ses på fotodage.dk og hentes i trykt version på Viborg Bibliotekerne.

Materialer