Er det virkelig kun 100 år siden…?
Men hvad fejrer vi egentlig her i vores lille land i den forbindelse? At vi endelig holdt op med at udnytte de fjernt liggende øer til egen rigdom og vinding; det var alligevel ved at være en dårlig forretning i 1917? Eller hvad?
Vi kan selvfølgelig vælge at sige, at vi ikke ligefrem fejrer 100 årsdagen, men blot markerer den. For det må trods alt siges at være en positiv og vigtig historisk begivenhed, at et langt og ikke videre ædelmodigt kapitel i Danmarkshistorien omsider blev afsluttet. Og vi må nødvendigvis vedkende os de grusomheder, som blev begået dengang og håbe, at forfædrene på en eller anden måde handlede i god tro – det var jo andre tider og helt andre vilkår, og hvad vi ellers kan finde på af undskyldninger på deres vegne.
For ganske nylig læste jeg ”Haabet” af Mich Vraa, som udkom sidste år, en fremragende og fabelagtig god roman. Faktisk burde den næsten være obligatorisk læsning for alle voksne lige præcis i år, så vi måske kan få en bedre forståelse af fortiden. ”Haabet” er navnet på et dansk slaveskib, og romanen handler om forskellige skæbner i forbindelse med den danske slavehandel. Den består udelukkende af breve, dagbogsnotater og logbogsnotater og kommer på den måde til at virke både ægte og autentisk. Alle tråde samles på mesterlig vis, inden et kort historisk rids slutter bogen af og giver yderligere viden til læseren.
Alle personer i bogen er fiktive med undtagelse af nogle historiske navne. F.eks. citeres en efter sigende autentisk forordning fra kong Christian d. syvende fra 1792. Heri bebudes at slavehandelen nu skal være forbudt. Men det skal dog først gælde om 10 år – altså fra 1. januar 1803. Så har man nemlig god tid til helt lovligt at få tilført ”et tilstrækkeligt Antal Negre og Negerinder til den fornødne Negeravl”.
Hmm… Det kan man da vist kalde dobbeltmoralsk.
Medskyldige!
Ikke fordi det hjælper særlig meget på accepten og forståelsen, men det var jo ikke kun Danmark, der glimrede ved sin fremturen i Afrika og skånselsløs behandling af de sorte afrikanere. Det var heller ikke kun hvide europæere, der var slavehandlere – også mange afrikanske stammefolk medvirkede åbenbart hensynsløst til slavehandlen. En anden roman, der derfor skal fremhæves i denne sammenhæng, er ”Hjemfærd” af den ghanesiske forfatter Yaa Gyasi, også fra 2016. På samme måde som ”Haabet” en fremragende og uafrystelig bog, der igennem syv generationer fortæller om slaveriets historie, og med både et afrikansk og et amerikansk spor. Trods mange personer at holde styr på, kommer også denne roman ind under huden på én.
Jeg læste både ”Haabet” og ”Hjemfærd” på kort tid og blev dybt berørt af begge, og jeg har lyst til at læse dem igen. Man oprøres, indigneres og græmmes – igen og igen. Hvordan kunne slavehandlen og slaveriet finde sted i SÅ mange år? Og hvorfor var de hvide så grusomme og kyniske? For som Mich Vraa siger et sted, så ”er der ikke noget i romanen, der ikke kunne være foregået i virkeligheden”.
Trods den makabre historie betegnes De Vestindiske Øer i ”Haabet” som ubeskriveligt smukke og paradisiske, så sammen med indignationen og harmen over forfædrenes synder får man også en nærmest ubændig trang til at pakke kufferten og tage over og se ”gerningsstederne”. De Vestindiske Øer står nu ekstra højt på min liste over steder, jeg gerne vil besøge.