Mød en af verdens bedste fotografer Joachim Ladefoged

Er der gået ild i David Nielsen?

23.04.19
Sådan tænkte jeg, da jeg en aften for nogle uger siden sad og scrollede gennem Instagram. Jeg er på Instagram næsten hver dag, for jeg elsker fotografi, og jeg følger efterhånden en del rigtig gode fotografer, der lægger deres billeder op ”derinde”. Nogen af dem har en helt særlig evne til at få mig til at standse med at scrolle og spærre øjnene op.

En af disse fotografer er Joachim Ladefoged, og det var hans portræt af AGF’s fodboldtræner David Nielsen, der fik mig til at stille spørgsmålet, som er overskriften på denne klumme. Indtil jeg fik kigget nærmere på portrættet. Så kunne jeg jo godt se, at det var ilden i forgrunden af billedet og vinklen, der fik David Nielsen til at se ud som om, at han nærmest var indhyllet i en ildkåbe. Wow, altså!

I teksten til billedet fortæller Joachim Ladefoged, at han skulle tage billeder af David Nielsen for søndagsmagasinet W, og da han vidste, at David Nielsen elsker at lave mad over åben ild, tog han ham med ud på stranden en aften og lavede et bål. Det kom der et helt specielt billede ud af.

Tilbage i foråret 2017 var det et andet af Joachim Ladefogeds fotos, der brændte sig fast på min nethinde. Det var en helt anden slags billede, der med det samme gav mig en følelse af klaustrofobi og ubehag. Det er et foto taget i en overfyldt fængselscelle i Manila. De mange mænd på billedet er stuvet tæt sammen og har bar overkrop. Det er manden i midten med et lyst klæde over hovedet – eller er det et bind for øjnene? – der fanger blikket. Han ser ud som om, at han er ved at besvime. Den ene arm er oppe over hovedet. En mand bag ham har lagt sin muskuløse arm omkring hans brystkasse. Hvad er det egentlig, der foregår?

Det er et rystende billede. Samtidig har det sin egen skønhed. Det får mig til at tænke på et Caravaggio-maleri. Dragende på sin egen mærkelige måde.

Det her foto ligger også på Joachim Ladefogeds Instagram-profil. I teksten har han skrevet, at billedet er taget i forbindelse med en reportage for Morgenavisen Jyllands-Posten, der handler om myndighedernes kamp mod narkotika i Filippinerne.

Når man kigger på de billeder, Joachim Ladefoged lægger op, er det indlysende, at han er en fotograf i verdensklasse. Han har da også vundet et hav af priser i ind- og udland, blandt andet World Press Photo og Årets Pressefoto. Og så har han arbejdet i omkring 60 lande.

Jeg har ofte tænkt på, hvordan livet som pressefotograf er. Hvordan arbejder man, når man får til opgave at portrættere Oh Land, Don Ø, L.O.C., Leonora Christina Skov – eller verdensstjerner som Lionel Messi, Usain Bolt og Shakira? Hvordan er det at blive sendt til et af verdens brændpunkter og komme helt tæt på ufattelige tragedier, skæbner og grusomheder? Hvordan er det at komme hjem, når man har stået midt i død, konflikt og ødelæggelser – og den næste opgave måske går ud på at dække Roskilde Festival eller et mesterskab i standarddans?

Under Fotodage Viborg håber jeg på, at jeg får svar på mine spørgsmål. Mandag 13. maj kl. 19 indtager Joachim Ladefoged nemlig Viborg Musiksal. Her vil han fortælle om højdepunkterne i en spændende karriere og dykke ned i nogle af de billeder, der betyder mest for ham. Det bliver en enestående chance for at møde en sublim fotograf, der samtidig er en rigtig god fortæller. Takket være et samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten er der endda fri entré. Vil man være sikker på en plads, kan der bookes billet via billetter.bemaerkedage.dk.

Jeg glæder mig som et lille barn og har sikret mig en billet. Måske ses vi?

Materialer