En tur ned ad Memory Lane

03.07.20
Hans blik fanger mit. Og holder det fast. Jeg er nødt til at kigge nærmere på fotografiet, for jeg bliver ramt lige i hjertet.

I hans blik ser jeg både smerte og lettelse, mens han får et knus. Han har tårer i øjnene. Det er statsminister Mette Frederiksen, der omfavner ham, men hende ser jeg fra ryggen og ved første øjekast ser jeg faktisk slet ikke, at det er hende. Jeg ved ikke, hvordan hendes ansigt ser ud, mens hun krammer manden, der kigger direkte på mig, men det er heller ikke det vigtige. Det er ham, hans reaktion og den historie, han repræsenterer, der er i fokus.

Det fremragende fotografi blev taget af fotojournaliststuderende Sarah Hartvigsen Juncker på Marienborg den 13. august sidste år. Her gav statsministeren Godhavnsdrengene en længe ventet undskyldning for alle de svigt og uhyrligheder, som de måtte gennemgå som børn og har sat sig dybe, mørke spor i deres tilværelse. Det enkle billede, der med dommerkomitéens ord fanger selve sjælen i undskyldningen, er taget lige efter Mette Frederiksens officielle tale.

Årets pressefoto 2019

Jeg refererer til udtalelsen fra en dommerkomité, fordi billedet er så godt, at det tilbage i starten af marts sikrede Sarah Hartvigsen Juncker prisen Årets pressefoto 2019 og faktisk også prisen Årets Nyhedsbillede Danmark. Årets pressefoto er overskriften på en omfattende og årligt tilbagevendende konkurrence, der præmierer de bedste pressefotos og tv/web-indslag skabt af danske pressefotografer og videojournalister i 16 forskellige kategorier. Samtidig med kåringen åbner en udstilling med de bedste billeder fra hver kategori på Den Sorte Diamant. Efterfølgende sendes en rejseversion rundt i hele landet.

I Viborg viser vi normalt udstillingen som nogle af de første udenfor København. Det sker i forbindelse med Fotodage Viborg i maj, men i år måtte den ottende udgave af festivalen aflyses på grund af Corona-epidemien. Først frygtede jeg, at udstillingen slet ikke ville komme til byen på grund af aflysningen, men heldigvis er det lykkes at få en aftale med Pressefotografforbundet om, at vi kan vise Årets pressefoto 2019 på Hovedbiblioteket i Viborg hen over sommeren frem til den 2. august. Jeg håber, at mange vil benytte sig af lejligheden til at lægge vejen forbi og opleve de omkring 150 fotos taget af nogle af landets bedste fotografer. Det er en stor oplevelse, for det er billeder i verdensklasse.

Da vi pakkede kasserne med fotoudstillingen ud onsdag i sidste uge, genså jeg Sarah Hartvigsen Junckers billede og denne gang i større format, end jeg tidligere har set det. Det har stadig samme effekt på mig, som da jeg så det første gang. Det fortæller en stor og en lille historie på samme tid – og sådan er det i øvrigt med rigtig mange af billederne i udstillingen. Vi kommer tæt på mennesker af kød og blod i billeder, der indfanger et splitsekund i deres liv, som både formidler deres situation, men samtidig illustrerer en vigtig nyhedshistorie, en begivenhed, et fænomen, en kultur eller en helt almindelig hverdagssituation, der har en større betydning.

Tophistorier i Danmark

For mig er turen gennem udstillingen Årets pressefoto en tur ned ad Memory Lane. Jeg er nok det, mange vil kalde en nyhedsjunkie kombineret med historienørd, så for mig er udstillingen en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket nogle af tophistorierne fra det forgangne år og se dem lidt på afstand gennem et nyt prisme, fordi der er gået noget tid.

Når jeg ser udstillingen, er der mange fotografier, som jeg genkender fra aviser og netmedier, men der er også altid billeder fra reportager og lignende, som jeg aldrig har set før. Igen i år kommer udstillingen vidt omkring: Den omfatter blandt andet Asger Ladefogeds kontrastfyldte fotoserie, der skildrer Rasmus Paludans rejse frem mod folketingsvalget sidste forår. Vi kommer med Jacob Ehrbahn helt frem i frontlinjen under masseprotesterne i Hong Kong og bliver øjenvidner til dramatiske situationer, som vi ellers ikke ville komme tæt på. Lærke Posselt har taget et intenst, stærkt og tæt beskåret sort-hvid portræt af verdens vel nok mest omtalte kvinde i 2019: Greta Thunberg. Tobias Nicolai anvender i sin serie Ritualet det, som dommerkomitéen kalder ”krigsæstetik” til at skildre, hvordan unge mænd nogle steder går fuldstændig amok, når de giver hinanden kanel på 25 års-fødselsdagen, fordi de ikke er blevet gift endnu. Stine Bidstrup har taget et meget sanseligt og symbolladet billede af svømmeren Jeanette Ottesen, der træner med dyb koncentration og dedikation og med kæresten som vidne oppe på bassinets kant. 

Disse er blot nogle af de billeder og serier, der har gjort størst indtryk på mig i dette års udstilling. Jeg blev revet rundt i hele følelsesregisteret, mens jeg gik rundt og kiggede og læste de historier, som billederne hører sammen med. Et godt pressefoto hører nemlig altid sammen med en historie, som det er med til at folde ud; tekst og billede hører uløseligt sammen. Indimellem måtte jeg tage en lille pause, så det hele kunne synke ind, inden jeg gik videre. Der er stærke skæbner og meget på spil i billedfortællingerne.

Fotodage Viborg

Måske er det en ”arbejdsskade”, men siden jeg begyndte at arbejde som tovholder for Fotodage Viborg og ad den vej fik styrket min interesse for presse- og dokumentarfotografi, er jeg begyndt – sådan helt for mig selv – at lave en liste i mit hoved over de allerbedste pressefotos, som jeg støder på i medierne gennem året, og så glæder jeg mig til at se, om de bliver præmieret, når priserne uddeles i forbindelse med Årets pressefoto næste år. Jeg har ikke ramt plet med at gætte Årets pressefoto endnu, men jeg har da genfundet et par af mine egne favoritter i nogle af de andre kategorier i de seneste års udstillinger. Corona-epidemien har betydet, at jeg allerede har et par stærke kandidater til prisen Årets pressefoto 2020, men mere siger jeg ikke…

Billedtekst

Sarah Hartvigsen Juncker fra Dagbladet Information fik prisen Årets Pressefoto 2019 for dette rørende billede af en af Godhavnsdrengene, der får et knus af statsminister Mette Frederiksen.