En sfinx, en tumling og en nissemand

Skulpturerne og reliefferne pryder vægge, vindues- og indgangspartier, døbefonte og gravsten, og de er med deres enkle udtryk helt specielle. Det vrimler med løver, ansigter, fabeldyr, menneskefigurer, engle, heste, Guds lam, kors, bladranker, tovsnoninger… you name it. Noget af det er ret crazy.

Det er måske min passion for disse sælsomme, simple og ofte fantasifulde granitfigurer, der er medvirkende årsag til, at jeg også har tabt mit hjerte til den danske kunstner Henry Heerups granitskulpturer. Han levede fra 1907 til 1993. Jeg ser i alt fald et vist slægtskab trods 8-900 års afstand i tid, selvom Heerups skulpturer er friere, har deres helt eget særpræg og er blevet til på en ganske anden præmis.

Tættere på Heerup

I de seneste måneder føler jeg, at jeg er kommet tættere på Heerup og hans kunst. Der er nemlig flyttet 11 Heerup-skulpturer ind i den nye Bibliotekspark ved Hovedbiblioteket, og jeg fik lov til at være med i processen, hvor kunsthistorikere, arkitekt og biblioteksfolk skulle finde ud af at placere skulpturerne på de helt rigtige steder ude i alt det grønne.

To af skulpturerne har befundet sig i Viborg siden begyndelsen af 1940’erne og har stået forskellige steder i byen. De øvrige 9 skulpturer stod tidligere ved Energistyrelsen i København, men blev ”hjemløse”, da styrelsen skulle flytte i 2019. Viborg Kommune ansøgte Statens Kunstfond om at få skulpturerne til den nye park ved biblioteket, hvor de i alt 11 skulpturer blev forenet i foråret.

Jeg skulle hilse og sige, at det ikke er helt nemt at placere 11 skulpturer i en park. Det kræver en del overvejelser og viden. Opgaven blev ikke lettere af, at vi i første omgang skulle beslutte placeringen ud fra sort-hvid fotos, skulpturernes mål og meget kortfattede beskrivelser. Det krævede veludviklede forestillingsevner!

Vi skulle tænke på, at Biblioteksparken er helt nyanlagt, så vi skulle tage højde for, hvordan skulpturerne vil tage sig ud, når alle planterne nu vokser og bliver større med tiden. Samtidig er skulpturerne jo tredimensionelle, så de skal stå, så de kan ses fra alle sider. De skal spille op af noget og hinanden. Parkens gæster skal ikke kunne falde over skulpturerne, der heller ikke må stå i vejen for bibliotekets udendørs aktiviteter eller de gæster, som måske vil lege med hinanden eller dase på et tæppe med en god bog i solen. Og så er der de praktiske ting som græsslåning og hækklipning, som vi også skulle tage hensyn til.

Gå på opdagelse og find skulpturerne

Vi besluttede, at skulpturerne skulle stå spredt, så man kan gå på opdagelse efter dem. Vi mener, at det er helt i Heerups ånd, for han skabte sine skulpturer med hammer og mejsel hjemme i sin vildtvoksende have i Rødovre. Når skulpturerne var færdige, fik de en plads i haven, indtil de måske blev solgt. Da Heerup var særdeles produktiv, var der skulpturer her, der og alle vegne. Hans have har været et særegent univers befolket med stenskabninger, så en tur rundt i haven har været en sand skattejagt.

Skulpturerne i Biblioteksparken er ret forskellige og gode eksempler på Heerups bredde. Her er de helt abstrakte uden titel, hvor man kan stå og fundere over, om skulpturen forestiller noget, og hvad den eventuelt forestiller. Jeg er ret sikker på, at en af skulpturerne uden titel faktisk forestiller en kat, hvilket ikke er helt usandsynligt, da Heerup havde et eller andet med katte, der indgår i mange af hans værker. Den mørkegrå skulptur står tæt ved det store vindue i Børnebibliotekets gavl og ”katten” træder tydeligst frem, når det regner, og stenen er våd. Prøv at se efter næste gang, du går forbi. Ser du også en kat? Eller ser du noget andet?

Andre skulpturer er mere figurative og har titler. Det gælder Nissemand, Tumlingen, Sfinx, Milepælen, Granittromle, Den Leende Dreng og Fugl. Den sidste står tæt ved skønvirkevillaen bag Hovedbiblioteket og peger med sit næb mod Havestuen, der er udsmykket med kalkmalede blomsterranker og fugle. På den måde er de to værker med fugletema nu bundet sammen. Nissemand, Den Leende Dreng og Granittromle bærer spor af bemaling i klare farver, der fremhæver og understreger figurerne. De har alle fået en central placering i parken.

En ny park for alle

Jeg kigger på Heerups skulpturer hver dag. Nogle gange kaster jeg blot et blik på dem og parken fra parkeringspladsen, når jeg kommer på arbejde eller er på vej hjem. Andre gange går jeg ind i Biblioteksparken og kigger til skulpturerne og ser efter, om de har det godt. Jeg skal lige hilse på og se, hvordan skulpturerne taler til mig dén dag. Der er altid noget nyt at opdage.

Ofte møder jeg nogle af de efterhånden mange mennesker, der bruger den nye grønne oase, som Biblioteksparken er. Jeg har mødt skoleklasser på orienteringsløb, croquistegnere, venner fordybet i samtale på den runde bænk, legende børnefamilier, læsere med tykke romaner og aviser, solbadere og en hel del, der ”bare” stikker igennem parken, men sagtner farten et øjeblik og får en kunstoplevelse med på vejen. Det er en stor fornøjelse at se, hvordan mange af Viborgs borgere har taget parken til sig og bruger den, og ikke mindst at opleve den begejstring, der er for Heerups finurlige, udtryksfulde og smukke stenfigurer. De er med til at sætte en helt særlig og glad stemning.