Det minder mig om dengang jeg

Det minder mig om, dengang jeg…

19.11.19
Jeg elsker at høre en god historie, og jeg fortæller dem også tit selv. Det er meget sjældent fiktive historier, men genfortalte episoder og oplevelser fra mit eget liv.

Jeg har til tider ligefrem brug for at genfortælle mine oplevelser til andre. Nogle gange motiveret af at ville underholde, sætte andres historier i relief, skabe sammenhæng eller lave min egen fortælling om hvem jeg er.

Vi er mange, der bruger de personlige oplevelser, når vi genfortæller historier som en del af vores kommunikation med hinanden. Det er vigtigt for os, at vi til tider genfortæller, det vi har oplevet i vores liv, som en del af historien om os selv. På den måde skaber vi selv vores egen identitet.

Min oplevelse er, at trangen til at fortælle historier varierer, alt efter hvor gammel man er, hvilken kontekst man er i og relationen til lytterne.

Generelt virker det som om, at historiefortælling i teenageårene er meget brugt, mens det ebber ud i starten af voksenlivet for igen at blive vigtigt senere med alderen.

Det er sjældent, det første man starter med, når man falder i snak med en anden. Men det er tit overraskende hurtigt inde i en samtale, at historieudveksling begynder. Måske fordi historierne er en god måde at blive klogere på, hvem hinanden er.

Det kunne også tyde på, at der er forskellige kollektive historier, der fortælles inden for familien, i vennekredsen eller på arbejdspladsen. Måske for at binde fællesskabet sammen?

Der er personlige historier, der udspringer af så skelsættende oplevelser, at de bliver en kernehistorie i ens liv. Disse historier har fortælleren tilsyneladende brug for at fortælle igen og igen. Det er ofte universelle historier, der rører os dybt og siger noget om, hvordan det er at være menneske.

Men hvad er en god historie, og hvordan fortæller du den?

Disse historier kan bedst fortælles af en selv og skal fortælles fra hjertet og af nødvendighed – det gør dem autentiske.

”Er din historie sand?” Spørgsmålet svæver ofte i luften under og efter en god genfortalt historie. Som en fingerregel bør historien lægges så tæt op ad virkeligheden som muligt, hvis ønsket er at skabe en autentisk identitet.

Nogle gange lykkes det at få fortalt den helt rigtige historie, på det helt rigtige sted og i den helt rigtige sammenhæng. Andre gange kommer man ud af en historie med en underlig fornemmelse af, at tilhørerne ikke helt fangede fortællingen. Måske kun på baggrund af et enkelt ord brugt i en forkert sammenhæng, eller fordi historien ikke var timet i forhold til de andres historier.

Historiefortælling er en balance i, hvilken slags historier, der fortælles i en given sammenhæng. Der er nok historier, jeg ikke skulle have fortalt, historier der var for private til det forum, de blev fortalt i eller for lange i forhold til pointen.

Historier på kommando er en speget sag. Det kan opleves nærmest intimiderende, når man bliver opfordret til at fortælle en bestemt historie på et tidspunkt, hvor det ikke passer ind.

Har jeg fortalt historier nok?

I relationen til mine børn har mine selvoplevede historier levet et rigt liv. De har været med til at skabe et billede af, hvem deres far er. Jeg kan fortælle en pinlig historie om mig selv for at sætte deres pinlige oplevelser i relief og gøre dem lettere at være i.

”Hvor mange af dine historier er sande,” spurgte min ti-årige søn Pelle.
”Alle” svarede jeg.
”Også historien hvor du faldt med hovedet først på en klatretur?”
”Ja, også den.”

Jeg har mødt, kendt og kender mange gode og inspirerende historiefortællere. Eli, der kunne huske hvert et ord, hun havde sagt og hørt, om det så var for 50 år siden. Andreas, der fortæller om sine pinlige og skæve situationer på en ligefrem og humoristisk måde. Folkene i Bådelaugets lille Humlehus, hvor historierne hænger under loftet sammen med røgsløret i den lille stue.

Jeg oplever for tiden, at min trang til at fortælle historier fra mit liv er aftagende. Som dreng, i ungdommen og et godt stykke ind i voksenlivet var jeg en udpræget historiefortæller. De historier, der tidligere stod på spring for at blive fortalt, bliver nu kun lejlighedsvis delt ud.

Jeg er faktisk ved at have fået så meget nok af mine gamle historier, at jeg næsten ikke har lyst til at fortælle dem længere. Jeg har ikke det samme behov for at skabe min identitet gennem historierne om mig selv som tidligere. Jeg øver mig i hvert fald i at lytte og spare lidt på mine egne historier.