Det hele spiller - når vi tager spil alvorligt

22.02.19
Skal vi slukke for skærmen eller nyde teknologiens vidundere? Videospil kan indeholde fantastiske historier på højde med en god roman, men alligevel ser vi dem tit som tidsfordriv. Hvad sker der, hvis vi lærer af det nærvær som brætspil og romaner kræver af os og skænker digitale medier det samme?

”Jeg er vild med computerspil”.

Selvom jeg har brugt flere timer end jeg tør indrømme bag min computerskærm derhjemme, tøver jeg stadig før jeg fortæller det til andre mennesker. Faktisk har jeg altid skammet mig over, hvor meget jeg elsker at se film og spille computerspil, og hvis jeg ikke anstrenger mig, kommer jeg nemt til at fremlægge min weekend i selskab med det nyeste spil i computerspils-serien HITMAN som ”hygge derhjemme med en god bog”.

Man skal jo stå ved hvem man er, men alligevel har jeg tit en følelse af ikke at blive taget alvorligt, når jeg fortæller folk om mine digitale vaner. Det er meget muligt, at dén følelse bunder i min egen usikkerhed. Jeg er nemlig vokset op med budskabet om, at computerspil er en barnlig vane, som man lægger bag sig, når man bliver voksen. Måske er det derfor jeg ikke taler så højt om dem til folk jeg ikke kender.

Kan man græde over et computerspil?

Måske er digitale spil imidlertid ikke så langt fra romaner som de færreste ser som barnligt tidsfordriv. Faktisk tror jeg, at både film, bøger, brætspil og computerspil kan lede til lignende oplevelser. For mig handler de nemlig alle sammen om jagten på den gode historie. Den gode historie finder jeg i alt fra romaner og film til fængende avisartikler. Det er historien, der enten lærer mig noget nyt om verden eller om mig selv, eller som vækker følelser i mig. Mange af os kender nok følelsen af at græde til en film eller at føle sig helt overvældet af en fængende roman, men jeg vil gerne slå et slag for nogle af de medier, der sjældent betragtes som lige så stor kunst; nemlig spil

Computerspil indeholder nemlig også historier og findes i mange forskellige genrer. Forleden dag gen-spillede jeg Ori and the Blind Forrest for anden gang. Det er et platformspil i 2d, der ikke ligner noget særligt. Musikken, animationen og ikke mindst historien i spillet rørte mig alligevel så dybt, at jeg tørrede en tåre bort flere gange, inden det var slut. Det er bare ét eksempel på, at computerspil kan andet og mere end de populære e-sportsspil Counter Strike og Fortnite. Hvis du tør at fordybe dig i dem, som du gør i en god bog, ligger der tusindvis af rørende historier og venter på at blive oplevet.

Brætspil kræver nærvær

Netop fordybelsen er en af mine kæpheste ved moderne digital teknologi. Det er så let at tjekke sin telefon, mens du ser film eller at alt+tabbe ud af sit computerspil for at tjekke Facebook, når der er ventetid. Jeg kender mange, der laver regler for, hvornår de må bruge telefonen i hjemmet, fordi det ellers kan være svært at være ordentligt til stede. I det henseende kan brætspil noget helt særligt: De kan tvinge os til at være nærværende.

Jeg har endnu ikke oplevet lige så stærke følelser omkring et brætspil, som jeg får af de bedste computerspil, men jeg tror på, at de er derude. Jeg har nemlig ikke spillet halvt så mange brætspil som computerspil, og dét er noget jeg har i sinde at lave om på! I slutningen af januar afholdt vi den første af tre brætspilscaféer på Hovedbiblioteket i Viborg. Her oplevede jeg en fantastisk opbakning fra viborgenserne, der havde forladt deres skærme for at komme og spille analoge spil med mig og hinanden. Jeg tror, at en af årsagerne, til det flotte fremmøde, var den nærhed og de fællesskaber som brætspil kræver af sine deltagere. Når folk spiller bliver de nødt til at lægge mobilen væk og deltage 100%, i hvert fald hvis det er et krævende spil, de gerne vil vinde. Brætspilscaféen skabte en stemning af nærvær og fællesskab som gav mig lyst til at spille mange flere brætspil end jeg ellers har gjort tidligere. Derfor glæder jeg mig også allerede til vores to næste caféer tirsdag d. 26. februar og onsdag d. 24. april kl. 17:00-20:00, begge på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg. Der vil være snacks og fri entré.

Teknologi - mirakel eller forbandelse

I de seneste år er det som om vi er blevet bange for, at skærmene skal tage over, og at konsekvensen er, at det analoge, fysiske samvær forsvinder. Jeg tror dog ikke, at svaret er, at vi skal slukke helt for skærmene, men at vi skal lære noget af den nærhed, som brætspil kræver af os, og forsøge at være mere tilstede i det vi gør, både på skærmen, og når den er slukket. Jeg er ikke bange for, at computerspil kommer til at erstatte bøger eller brætspil, for jeg tror ikke, at de er modsætninger. Tværtimod ser jeg dem mere som to stykker af samme alen. En historie er en historie, og jeg elsker gode historier lige meget om den kommer fra analoge eller digitale spil, bøger, film, podcasts eller aviser. Med alle de nye måder at opleve historier på, tror jeg til gengæld, at det vigtige er at nøjes med én historie ad gangen og så slukke for resten imens - så det har jeg tænkt mig at gøre!

Materialer