Det gamle kartoteksskabs forvandling
Det gamle kartoteksskabs forvandling
Det gamle kartoteksskabs forvandling
Det gamle kartoteksskabs forvandling
Det gamle kartoteksskabs forvandling

Det gamle kartoteksskab

16.01.19
I gamle dage for ca. 30 år siden så verden ganske anderledes ud. Og i de samme gamle dage for snart 32 år siden startede jeg mit arbejdsliv på Bjerringbro Bibliotek. Det var dengang, der stadig var kartoteksskabe til med flere små kort i for hver eneste bog, der fandtes på biblioteket.

Og Dansk Bogfortegnelse udkom hvert år i et kæmpe bogværk, som man så måtte bladre i for at finde bestemte bøger, vi ikke selv havde på biblioteket. Kendte man ikke en bogs udgivelsesår, ja, så var det bare at starte fra et bestemt år og så ellers bladre igennem den ene årgang efter den anden, til der var bid...

Det var også dengang, digitaliseringen holdt sit spæde indtog på de danske folkebiblioteker med små let buede skærme med en kæmpe kasse rundt om og især bagud. Det var vist sådan en dos-maskine eller hvad det nu hed.

Siden kom så det elektroniske beholdnings- og udlånssystem, der efterhånden overflødiggjorde de gamle kartoteksskabe, som derfor stille og roligt forsvandt ud af bibliotekerne. Nogle blev vel solgt, mens andre bare forsvandt. I dag er disse kartoteksskabe i høj kurs på loppemarkeder, hvis man skulle være så heldig at falde over et. De kan bruges til mange spændende og nyttige eller unyttige ting, men kræver lige lidt tilretning, da der ikke var fuld bund i selve skufferne. Kartotekskortene blev nemlig holdt på plads af en stang og når man skulle skifte eller tilføje et kort, så trak man bare stangen ud i et nøje udtænkt system.

Karto-hvad?

Men i dag er kartoteksskabe altså et sjældent syn på biblioteket og det kan være svært overhovedet at forklare især børn, hvad de blev brugt til.
For når børn i dag finder ud af, at man er vokset op i en tid helt uden pc’er og mobiltelefoner, så undres de dybt. Jeg har f.eks. hørt dette spørgsmål: ”Jamen, hvordan kom I så på nettet???”
Tjah, hvordan kan man overhovedet forestille sig en verden uden net, hvis man er født her i det 21. århundrede?

Men tilbage til kartoteksskabene

På Hovedbiblioteket i Viborg hægede en kollega i børnebiblioteket i mange år om et bestemt kartoteksskab med lige præcis 28 skuffer. Det blev derfor gemt og passet på i børnebibliotekets kælder.
Mange spurgte, hvad meningen var, og kollegaen vidste måske ikke selv, hvad meningen sådan helt præcist var. Hun gik og rumsterede med forskellige ideer om det gamle kartoteksskabs hemmeligheder uden at have fundet den helt rigtige ide. Men heldigvis var hun standhaftig.
For en dag kom en ny og ung kollega i huset, som også blev begejstret for dette gamle biblioteksklenodie. Og sammen fik de to udviklet en plan.

En fredag morgen blev kartoteksskabets nye identitet afsløret – nemlig et ABC-skuffedarium med pudsige, sjove og finurlige hemmeligheder, som alle besøgende på børnebiblioteket nu kan gå på opdagelse i og forundres over. Der er noget til alle sanser med undtagelse lige af smagssansen. Og med 28 skuffer, så har hvert bogstav selvfølgelig sin skuffe. Og hvem ved – måske bliver skuffernes hemmeligheder løbende skiftet ud med nye hemmeligheder.

Og således gik det til, at det gamle kartoteksskab nu er forvandlet til en slags interaktiv ABC, sådan helt unplugged og uden nogen form for netforbindelse, men derimod med masser af jordforbindelse – og så lige et par batterier. Kom selv forbi og se.

Materialer