Det er sjovere med en rids i lakken

Jeg kan ikke lade være med at himle lidt med øjnene, når jeg på vej ned ad Sct. Mathias Gade ser teenagepiger iført masseproducerede T-shirts med budskaberne ”stay positive” og ”good vibes only” (som du i øvrigt aldrig ville finde i en herretøjsbutik). Og gang på gang griber jeg da også mig selv i at bruge kom-videre filosofien, når jeg forsøger at støtte mine nærmeste. Men det er, som om et ”det skal nok blive godt igen” er et lille plaster på et alt for stort sår.

Problemet med ”stay positive”

For nylig faldt jeg over begrebet ”toksisk positivitet”. Som jeg forstår det, handler det om situationer, hvor positivitet anvendes til at lægge låg på eller benægte negative følelser. Og så var der noget, der klikkede inden i mig, for det er jo lige dér, skoen trykker: At verden sommetider kommer mig i møde med en forventning om, at jeg kan og bør undertrykke mine negative følelser. Men uanset, hvor mange T-shirts, du trykker, så kommer ”stay positive” ikke til at give mening, for lykke er ikke en perma-tilstand. En sådan tænkemåde anerkender ikke de følelser, der er på spil. Det kan lyde fristende at slippe negativiteten hurtigst muligt, men hvis det er målet, hvordan skal vi så nogensinde nå at føle vores følelser?

Når jeg læser en bog, så ville jeg blive skuffet, hvis der ikke var op og nedture i karakterernes liv. For noget af det, en dygtig forfatter kan, er at skabe livagtige karakterer, som vi læsere kan relatere til. Og ofte er det netop karakterernes fejl, der gør, at vi kan spejle os i dem. Vi anerkender de fiktive helte for deres menneskelighed. Så hvorfor kan vi ikke komme os selv i møde med samme anerkendelse, når vi oplever modgang? Når vi bygger videre på myten om perma-lykke, så bidrager vi til frygten for, at noget negativt skinner igennem. Men det er ikke rimeligt, at vi skal leve i frygt for at blive stigmatiseret, blot fordi vi er menneskelige.

At reparere med guld

Min mor har altid sagt: ”Der er noget om snakken, det er sjovere med en rids i lakken”. Det er ikke en reference til Dyrehavsbakkens slogan, men blot noget, der er sprunget ud af hendes finurlige hjerne, som altid har anskuet ormædte bindingsværkshuse og andre patina-prægede eksistenser med uforbeholden kærlighed. Jeg forestiller mig sommetider, at denne kærlighed udsprang som en ideologisk modbevægelse til min fars valgsprog, som er noget i retning af ”ud med lortet”, men det er bare min teori. Og selv om jeg deler min fars nyttige evne til hurtigt at skille mig af med ting, jeg ikke bruger længere, så har jeg altid været meget inspireret af min mors kærlighed til det skæve, det uperfekte. Og heldigvis er hun ikke den eneste, der har fået øjnene op for fordelene ved at dyrke ridserne i lakken.

I Japan har man for eksempel et særligt begreb for kunsten at reparere keramik på en smuk måde. Det kaldes kintsukuroi, som betyder noget i retning af ”at reparere med guld”. Det typiske billede er en skål eller kop, der er gået itu, men som er blevet samlet igen med guld-lak. På den måde fremhæver man revnerne i stedet for at skjule dem. Og så er gulvet ellers åbent for poetiske tolkninger herfra og til jul, men tilgangen er jo smuk i sin enkelthed: Man ærgrer sig ikke over det ødelagte, men integrerer det i sin hverdag i en ny form: Et kunstværk. Dermed behøver man hverken forkaste eller skjule det negative – man kan tværtimod fremhæve og sætte pris på det.

Det handler om anerkendelse

Det bedste middel mod toksisk positivitet? Åbenhed og anerkendelse. Italesæt, at det stinker, når du og dine medmennesker skal trækkes gennem sølet, og giv hinanden plads til at være i det. Snak om det, der er sket, og først da kan I begynde at indtage positivitet i små, mundrette doser. Det er i hvert fald anbefalingen herfra. Vi kan jo øve os sammen. Og hvis en person i din omgangskreds fortsat insisterer på at presse optimisme ned over hovedet på dig, så kan du jo altid benytte dig af min fars valgsprog.