Der er så meget, forældre ikke forstår

Og i mit hoved dukker der straks en plan op. Så længe Peter Plys kan underholde barnet, kan jeg få lavet mad og ryddet op efter gårsdagens mangel på samme. Og hvis der i sjældne tilfælde skulle være styr på alt det, kan jeg jo sætte mig med hende, tage høretelefoner i ørerne og drømme mig væk i en lydbog eller podcast. Blot jeg husker at grine fornøjet, når Plys falder ned fra træet i sit mislykkede forsøg på at snuppe en mundsmag honning fra de lumske bier.

Sammen hver for sig

Med ét barn i børnehave og et andet skvulpende rundt inde i min mave har vi hjemme hos mig endnu ikke de store diskussioner om skærmtid. Men det skal nok komme … For skærmene er i høj grad rykket ind i vores tilværelse, og i modsætningen til i min barndom er skærmene i flertal, og vi betjener ofte hver vores. Selvfølgelig burde jeg fordybe mig i Thomas Tog, Rasmus Klump og de andre fiktive eventyrer, som tryllebinder min datter. Eller endnu bedre. Jeg burde selv formå at tryllebinde hende, så skærmen var helt unødvendig. Men så er det bare, som om mit eget digitale liv pludselig lokker med notifikationer på Podimo og Instagram. Og imens er min mand opslugt af sin lille skærm, hvor en episk skakduel udspiller sig. Vi sidder i samme sofa, men i hver vores verden. Sammen, men hver for sig …

Fra fastnet til tablet

Med frygt for at lyde alt for boomer-agtig (som de unge vist nok siger), må jeg indrømme, at få ting i mine øjne repræsenterer en større generationskløft end de mange skærme, der har invaderet vores hjem. Og ikke mindst de medievaner, som skærmene symboliserer. Jeg gruer allerede for den dag, hvor mine børn får deres første mobiltelefon eller tablet, og døren ind til børneværelset pludselig bliver lukket. For dermed bevæger børnene sig ind i en verden, hvor det er mere end svært for forældrene at følge med.

På den anden side: Teknologien har alle dage skræmt og udfordret særligt den ældre generation (som jeg i denne sammenhæng tilhører). I 1950’erne var tv’et den helt store bekymring, og man frygtede, at børnenes syn ville tage skade af at kigge på fjernsynsskærmen. Denne frygt kan jeg fra min egen barndom bevidne ikke holdt stik.

Men hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke fornægte, at jeg selv er formet af en tid, hvor vi brugte fastnettelefoner med snoet ledning, og hvor mine matematikafleveringer blev skrevet i hånden med kuglepen på ternet papir (og husk de to streger under facit – ellers trækker det ned i ordenskarakteren). Jeg husker kort sagt en tid før digitaliseringens indtog, og de digitale færdigheder er derfor ikke en selvfølge for mig i samme grad, som den tydeligvis er for de nyere generationer.

Fjende eller ven

Vi er selv herrer over, hvilken betydning skærmene skal have i vores hverdag, og i hvilket omfang de skal fylde. Senere års forskning viser faktisk, at de yngste børns skærmbrug styrker deres tidlige indlæring og giver dem øget mulighed for social kontakt. Det er da betryggende viden! På den negative front kan skærmene påvirke børnenes søvn og koncentration samt øge risikoen for blandt andet overvægt. Hmm … you win some, you lose some. Sådan er det med de fleste ting i livet. Der er ikke et sort og hvidt svar med to streger under facit som i de håndskrevne matematikafleveringer. Først og fremmest er der tvivlen. Usikkerheden og den dårlige samvittighed. Er jeg en dårlig forælder, hvis mit barn somme tider bliver underholdt af en IPad og ikke af mig? Hvad hvis hun ikke gør – hun skulle jo nødigt blive teknologiforskrækket eller isoleret fra det sociale fællesskab online.

Takt og tone

Langt de færreste børn og unge udvikler en decideret skærmafhængighed (mon det i virkeligheden står værre til hos de voksne?). Det kan dog være svært at blive klog på, hvad ens barn foretager sig på skærmen. Derfor må et velmenende og udokumenteret råd fra en usikker børnekulturformidler, der selv famler i blinde, være, at vi først og fremmest husker at interessere os for vores børns digitale liv. Lytter til deres erfaringer og oplevelser i stedet for at bekrige skærmenes indtog. Som den vise Emma Gad formulerede det for mere end 100 år siden: ”Der er intet Sted, hvor den nænsomme Forstaaelse er nødvendigere, end hvor forskellige Generationer staar overfor hinanden” (Takt og tone, 1918). Børn og deres voksne ser forskelligt på livet, siger Emma Gad, men vi skal bestræbe os på en forståelse af hinandens forskellige ståsteder. Derfor vil jeg med god samvittighed og ro i sindet læne mig godt tilbage og nynne med på ”Jeg er blot en lille sort regnsky”, næste gang min datter insisterer på Peter Plys-film. Mon hun så vil udvise samme nænsomme forståelse, når den efterfølgende står på alt for sen madlavning, og vi ikke kan nøjes med en stor krukke honning?