Den dag min kat fik hund

På en solbeskinnet majaften i 2017 flyttede LilleMy, en 14-årig hanhund, ind hos vores lille familie bestående af mor, barn, gammel hankat samt ”Besserne” som nabo. Det var et temmelig forpjusket lille væsen vi fik ind af døren. Skræmt over hvor den nu var havnet efter at have levet det meste af sit liv med en ældre dame, og helt sikkert i fred og ro med faste rutiner. Det tog dog forholdsvis kort tid for LilleMy at vænne sig til livet med de anderledes rutiner. Den så det hurtigt som sin nye livsopgave at opdrage mig og mit barn og vores kat Pepsi - en opgave som den gik til med megen ildhu. Den gjorde her stor brug af sin ellers ringe fysik og spæde røst.

I min optik er en Chihuahua ikke en rigtig hund. Den siger mere vif end vov og er lille og tøjdyrsfin i det. LilleMy var dog ikke enig i min opfattelse. Jeg vil til enhver tid påstå, at hunden selv mente, den var en rottweiler og endda en temmelig stor og farlig en af slagsen. LilleMy gjorde i hvert fald ivrigt sit til at tage sig ud som en stor og farlig hund, når noget gik dens snude imod, hvilket hændte temmelig ofte; enten i mødet med større hunde eller når det handlede om mad.

Den var kræsen, ubeskriveligt kræsen, så det var ikke, hvad som helst den ville spise, og det der smagte godt i går var ikke nødvendigvis spiseligt i dag. Slet ikke. Hvis vores kat Pepsi så vovede at kaste et øje på noget mad, som LilleMy havde forkastet som værende uspiseligt tidligere på dagen, så var den der som et søm og slugte rub og stub uden så meget som en pause for at trække vejret. Mens den uforstående og sultne kat kunne se undrende til.

Man skulle tro, at der ville være en masse ballade forbundet ved at ”floksammenføre” en hankat på 11 år og en hanhund (hvert fald indtil videre) på 14 år. Ikke her. Jeg vil vove den påstand, at de to aldrende dyr endte med at blive rigtig gode venner. Der var ikke de store begyndervanskeligheder – hvis man ser bort fra balladen om maden – det på trods af, at ingen af dem havde boet med ærkefjenderacen før.

Kort tid efter at vi havde fået hunden, begyndte katten at stå i haven og vente på, at vi skulle komme tilbage efter lufteturene, og der blev ret hurtigt etableret en fast velkomstrutine med snudehilsen og stor begejstring over gensynet hos begge dyr, hvorefter de fulgtes side om side gennem haven og ind i huset. Det var altså ret sødt.

Selvom jeg præsenterede kræet som verdens sureste hund, så blev vi alle sammen rigtig glade for den, og vi tror også den endte med at holde af os. I hvert fald spurtede den ivrigt rundt i haven med dens små glade vif-lyde, når den hørte bilen køre ind i indkørslen. Jeg blev mødt af en hoppende og glad LilleMy. Jeg joker ofte med, at det må være fordi, at den havde kedet sig, mens vi var væk og manglede nogen at skælde ud på, men sandheden er, at den var en god og kærlig lille hund, som fulgte mig i hælene, når vi var hjemme.

Der skete ulykkeligvis det, at den lille hund blev alvorlig syg og måtte til dyrlægen. Den begyndte at bløde, og vi var alle meget bekymrede. Det blev mormors opgave at tage den lille ”dreng” til dyrlægen, som kunne fortælle hende, at den lille ”dreng” egentlig var en lille ”pige” og i løbetid. Mormor insisterede på, at det ikke kunne passe, for vi havde fået at vide, at det var en hanhund, men dyrlægen var meget overbevist i denne sag og mente nok at kunne se forskel. Det VAR en hunhund.

Desværre var der andet og mere alvorligere galt med hunden end bare et hurtigt kønsskifte og dertilhørende løbetid hos det lille væsen. Hunden måtte på penicillin af flere omgange i håbet om at blive kureret. Hjemme lå den og puttede sig, og virkede til at ha det skidt. Pepsi kunne mærke det og hoppede forsigtigt op til LilleMy og lagde sig hos hende, mens den lagde en beskyttende varm pote om den lille hundekrop og spandt beroligende.

Vi nåede at have LilleMy i otte måneder inden vi måtte sige farvel til hende. Vi håber og tror, at de ekstra måneders hundeliv har været dejlige for hende – vores korte tid som hundeejere var en rigtig go oplevelse

Jeg kan varmt anbefale at have kæledyr M/K. Det giver så meget glæde, nærvær og oplevelser, at have dyr i sit hjem. Katten, den kigger stadig efter LilleMy. Jeg tror den savner sin ven...