De bedste venner

Jeg har en bedste veninde. Hun har været en del af mit liv i al den tid, jeg kan huske. Vi har været hinandens livsvidner til alle livets store begivenheder.

Vi har delt hemmeligheder lige fra vi var så små, at hemmeligheden drejede sig som bagateller, til nu i voksenlivet hvor hemmelighederne har mere tyngde.

Hun hedder Heidi. Hun kender mig som ingen anden – og selvom der kan gå mange måneder mellem vi snakker sammen – så ved vi intuitivt, hvordan vi hver især har det, og taler uden omsvøb med hinanden.

Hun er den, jeg har delt hele mit liv med – hende, der var med, da vi havde første skoledag, hende jeg blev konfirmeret sammen med, hende, der vidste, hvem min første kæreste var, inden alle andre. Hun er den, som er gudmor til mine børn, hende, der hjalp mig i min brudekjole og hende der, som den første ringede, da min far døde. Hun er min bedste veninde.

Mange former for venskab

Venskaber kan have mange former. Der kan være venner, som ligner hinanden både fysisk og mentalt. Der kan være venner, der er som nat og dag, men alligevel finder stor glæde i hinanden. Der kan være børn, der har voksenvenner – og voksne, der har børnevenner. Der kan være venskaber på tværs af køn, etnicitet, alder og religion. Det vigtigste for venskabet er blot, at man respekterer hinanden og føler sig ligeværdige.

Peter Plys sagde engang ”Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen”. Jeg synes, det beskriver meget godt, at det bedste venskab er der, hvor man ikke skal forstille sig – ikke gøre sig til, for at blive respekteret, eller være på bestemte måder, for at vinde den andens accept. Det gode venskab er der, hvor man helt automatisk blot kan være sig selv på godt og ondt.

Vi hylder venskaberne

Alle mennesker har brug for venner. Dog har børn i speciel grad brug for venner til at tumle barndommen med. Man har som barn brug for venner til at lære de sociale spilleregler, der hersker i vores samfund. Børnene har brug for venner til at spejle sig i – og til at spille bold op af. Det er blandt venner, man trykprøver ideer, - det er blandt venner, man som barn afstemmer fortolkningen af regler og normer, og det er blandt venner, at man udvikler sin kreativitet og virkelyst. Venskaber, der gør at børnene på sigt bliver kulturbærer af den fælles kultur, de har blandt vennerne.

På Viborg Bibliotekerne hylder vi venskaber i vinterferien i uge 7. Her hylder vi de mange venner, som findes i børnelitteraturen, og som med deres fortællinger er med til at præge nutidens børnevenskaber. For hvem husker ikke venskabet mellem Alfred og Emil i historierne om Emil fra Lønneberg, og hvem har ikke læst om venskabet mellem Peter Pedal og manden med den gule hat?

Teater og masser af kreativitet

Når vi hylder venskaberne i vinterferien, bliver det blandt andet gennem masser af kreative værksteder på Børnebiblioteket, hvor man kan lave ven(d)espil, lave robotbaner og hugge isskulpturer sammen med sine bedste venner. Der er bliver også rig mulighed for at tage vennerne med i teatersalen på biblioteket og se fine teaterstykker om venskaber.  Koncerter, trylleshows og andet venter også på de bedste venner.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se alle vennerne på Børnebiblioteket i uge 7 – og når jeg har fri, tror jeg, jeg skal ringe til Heidi.

Se mere om vinterferiens program.