Dage du bemærker

Dage du bemærker

10.01.20
Hvad er det, der gør, at du bider mærke i nogle dage mere end i andre? Hvad er det, der gør en dag bemærkelsesværdig? Er det menneskene, du er sammen med, eller stedet du befinder dig på? Måske er det aktiviteten, du er i gang med eller din egen sindsstemning, der præger dagen.

Jeg synes, at det er et potpourri af alle disse ting, og den samlede FØLELSE af glæde, som de resulterer i.

Som dengang jeg var på sommerferie med min familie i et sommerhus ved Vesterhavet. Det havde vi været mange gange før, så det var ikke, fordi at konceptet med sommerhusferie var nyt for mig. Men huset var perfekt, der var ingen klorlugt fra poolen i huset, og kaffemaskinen virkede, som den skulle. Vejret var hverken for koldt og ej heller for varmt, havet var fantastisk, og jeg var i det bedste feriehumør sammen med mine to yndlingsmennesker.

Aldrig har jeg sovet så godt i hele mit liv, og aldrig har der været så lidt at bekymre sig om. Aldrig har vi alle tre været så meget til stede i nuet på samme tid og bare nydt hinandens selskab og dagenes stilfærdighed.

Visuelle indtryk skaber minder for livet


Eller som dengang jeg var til min første livekoncert med Depeche Mode, der gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg stadig husker begivenheden, selv om det snart er 15 år siden. Jeg husker særligt denne lune sommeraftens blide lys og duften af de blomstrende lindetræer, mens tilskuernes ansigter lyste op over den fælles glæde for musikken, uanset om tilhørerne var 50 eller 16 år gamle. Dette kombineret med bandets unikke og fantastiske musikpræstation gjorde den samlede oplevelse bemærkelsesværdig for mig. 

Men der var også dengang, hvor jeg var forbi et kunstgalleri og så en udstilling med mange forskellige kunstneres værker, hvilket i sig selv gjorde et stort indtryk. Særligt var kustodens fantastiske imødekommenhed og lyst til at fortælle små historier om hvert eneste værk. Hun gav sig tid til at invitere mig ind i en anden verden og dele sin glæde over kunsten.

Der er også minderne om teaterforestillinger, biografoplevelser, forelæsninger på universitetet, fisketure med min far i min tidlige barndom, og jeg kunne nok blive ved.

Alle disse ”bemærkedage” har det tilfælles, at jeg har været sammen med andre mennesker i inspirerende omgivelser med et åbent sind. Så nu, når jeg husker på minderne, fyldes mit hjerte med glæde. Store og små glimt af glæde.

Plads til nye oplevelser


”Bemærkedage” er ikke kun dage, man lægger mærke til. Det er også navnet på Viborg Bibliotekernes arrangementsprogram, som netop er udkommet på dit lokale bibliotek. 2020 bliver året, hvor du oplever ”Bemærkedage” i nye klæder med programmets spritnye design, som jeg har haft en lille finger med i.

Viborg Bibliotekerne håber, at det nye ”look” bidrager til endnu mere inspiration og nysgerrighed hos dig, så du får lyst til at gå på opdagelse i alle de arrangementer og aktiviteter, som venter. Sammen med en stor flok af trofaste og nye samarbejdspartnere, har vi stablet et fantastisk forårsprogram på benene.

Du kan glæde dig til gamle kendinge som bogcaféer, højtlæsning, livekoncerter på Skakbrættet, udstillinger og foredrag om musik, historie, krop, sind og menneskeskæbner. Som noget nyt vil vi sætte endnu mere spot på læseglæden gennem udstillinger, forfatterforedrag og skriveworkshops. Der er noget for enhver smag og alder! Vi håber, at både indholdet og fornyelsen i designet danner grundlag for, at du får en eller flere bemærkelsesværdige dage i dit liv på biblioteket.

Du kan hente forårets arrangementsprogram på dit bibliotek fra onsdag den 8. januar. God fornøjelse!