Baronessen skul’ vel ikke sidde og trænge til en bajer?

Husker du gamle dage? Dengang tre film og en movieboks var weekendhygge. Ved ihærdighed kunne filmene både ses lørdag aften og søndag formiddag, inden de skulle retur i kiosken. Hvilke film så du?

Hjemme hos os var der altid to gamle danske film med bl.a. Dirch Passer, Ghita Nørby, Poul Reichardt og alle de andre. Det kunne mor, far og tre børn blive enige om. Det var også det, vi gjorde, når vi skulle være alene hjemme lørdag aften, om det var med vennerne eller bare os søskende, ned i kiosken og hente film og guf.

Én af mine yndlings er ”Fløjtespilleren”, en for tiden moderne udgave af Askepot om den unge pige, der bor hos sin tante og dennes datter, hvor hun er tvunget til at vaske op, gøre rent osv. Heldigvis møder hun den unge flotte marineofficer, der redder hende ud af elendighederne. Det krydres med lidt cirkus, svindel og en god portion humor. Men vi har da grinet af Dirch Passer i ”Støv på hjernen”, ”Sømænd og svigermødre”, ”Pigen og greven” og mange af de andre. Vores første egne optagelser på VHS var ”Charles tante” og ”Baronessen fra Benzintanken”.

Familien er samlet

Det var ikke stor filmkunst eller kultur på højt plan, men det var hyggeligt. Vi har taget traditionen med os og ser stadig de gamle film sammen med børnene. Én af fordelene ved de gamle folkelige film er nemlig, at de er så simple i handlingen, at man faktisk ikke behøver være ret gammel for at følge med. Og med en film, der er ”tilladt for alle”, kan familien samles i stuen bag samme skærm i stedet for, som det sker i mange hjem, i hver sit rum med hver sin skærm. Med alle de muligheder for OnDemand tv, streamingtjenester og et utal af kanaler, skal man ikke længere gå på kompromis for at blive underholdt lørdag aften, man kan bare gå hver til sit. Det, synes jeg, er drønærgerligt, og i min familie enes vi i stedet om i hvert fald at starte i den gamle danske genre, så kan far se James Bond lidt senere på aftenen.

For mig er der en vis tryghedsfornemmelse i alle disse gamle klassikere, og jeg ser dem gerne igen, når streamingstjenesternes udvalg bliver uoverskueligt, eller jeg skal lave noget andet samtidig med jeg ser film f.eks. stryge tøj, det gør jeg tit til en gammel film. Op mod jul, når familien er samlet, er der også et par af de gamle danske, der bare skal ses, ingen jul i vores familie uden ”Dyrlægens plejebørn”. Hele familien er opdraget med de gamle film, så på en kedelig biltur kan vi lege gæt et filmcitat, og alle kan deltage på lige fod.

Kan man lærer noget af de gamle folkelige film? Nok ikke alverden men de siger da noget om tiden, boligerne, tøjet, samfundsklasserne. Matador-serien er af nyere dato, men den bruges ofte i skolerne i historietimerne, når årene 30’erne og 40’erne skal belyses i et samfundsrealistisk syn.

De kan endnu

Forleden aften fandt jeg på en af streamingtjenesterne ”Cocktail” med Tom Cruise, og den sendte mig lige tilbage i movieboksens tid – for der er bare også nogle udenlandske klassikere, der hører med til denne fortælling. Vi græd over E.T., lo af ”Tilbage til fremtiden” og bed negle til ”Fredag den 13.” og flere af filmene har jeg fundet på streamingtjenesterne. Selv de gamle danske film har fået deres eget streamingformat på ”Dansk Filmskat”, og på hjemmesiden danskefilm.dk findes et hav af oplysninger om danske film, skuespillere, locations m.m. At kunne se selvvalgte film hjemme i sofaen, var så stort i 80’erne, at det blev til et Grand Prix hit, som vandt det danske Melodi Grand Prix i 1982, da Jens Brixtofte sang ”Video, video”.

Og så skylder jeg vist lige at fortælle, at de indledende citater er fra ”Baronessen fra Benzintanken” (1960), ”Bussen” (1963) og ”Pigen og millionæren” (1965).

Materialer