Antropolog i eget hjem

Jeg må dog indse, at det indimellem kniber med at være first mover på de smarte udtryk. Det må jeg smerteligt erkende, hver gang jeg stolt proklamerer overfor mine børn, at nu har jeg opdaget et nyt udtryk eller en ny trend. Det viser sig altid, at det jeg troede var det ’nyeste shit’ allerede er ’so five minutes ago’.

For nylig opdagede jeg tilfældigt udtrykket ’Resting Bitch Face’; forkortet RBF. Det bruges om kendte personer, som ser utilnærmelige og kolde ud på fotos og ved forskellige receptioner og gallaer. Her var noget nyt! Måske ville jeg kunne bruge det som en hotline til min ældste datter i forsøget på at finde et fælles emne. Da jeg begejstret fortalte hende om RBF og spurgte, om hun kendte til fænomenet, sagde hun (næsten med RBF-ansigt) ”Har du først hørt om det nu?”. Det hjalp ikke, at jeg endog kunne fremvise fotos af kendte, som er kendte for at lave et Resting Bitch Face. Der havde hun allerede været.

Har tit oplevet, at mine egne børn taler hen over hovedet på mig. F.eks. havde jeg slet ikke fanget det såkaldte ’the dab’. Det er en slags dans, som bruges til fejringer og som har sin oprindelse i sportsverdenen. Prøv selv at tjekke det ud på youtube. Det er lettere at se end at forklare. Jeg talte med en af mine nærmeste kolleger om ’the dab’. Det viste sig, at hendes børn også gik rundt og ’dabbede’, uden at hun forstod en bjælde af det. Pyh, så var jeg ikke den eneste.

Musik spiller også en stor rolle i mit liv. Ikke på den måde, at jeg selv hører ret meget musik eller sætter musik på. Men på den måde, at mine børn pludselig synger strofer af for mig ukendte numre. Numre som de som regel finder på YouTube. Den tjeneste er ’the place to be’, hvis man vil ramme børnesegmentet. Pludselig flyder stroferne: ”I have a pen; I have a pineapple apple pen” hen over middagsbordet, og en samhørighed opstår mellem mine tre børn. Den fest er jeg så ikke en del af. Det hjælper heller ikke at besøge YouTube for at høre sangen. Det bliver det nærmest mere ekskluderende af.

At blive i stand til at klare sig selv og blive selvstændig er en del af vilkårene i børns opvækst. Langsomt cuttes navlestrengen. Sådan er det. Efterhånden som børn tilegner sig egne udtryk og selv opdager populærkulturen, fjerner de sig også på det område langsomt fra deres forældre. Det skal egentlig helst være sådan at børnene har deres eget univers, som de kan fordybe sig i. Et univers, som forældre ikke fatter en brik af. Sådan skal det være og har altid været. Den proces har lige fået en tangent mere via onlinekanaler og virale hits.

Til sidst spørgsmålet: hvornår er man egentlig ung? Grænserne flytter sig hele tiden, men jeg holder krampagtigt fast i klichéen om, at man er så ung som man føler sig. Jf. brugen af de smarte og hippe udtryk. Jeg blev dog lidt foruroliget, da en af mine yngste kolleger på Viborg Bibliotekerne en dag sagde om sig selv: ”Dengang jeg var ung”. Hun er 27! Hvilken kategori er jeg så selv i? Den slags wake up calls er ikke rare. Heldigvis går det over igen, og jeg kan forsætte min jagt på nye ungdommelige udtryk, så jeg kan holde fast i mit selvbillede af at være med på beatet.

Jeg kan anbefale et par bøger, hvis du også vil være ’fresh’: Unges sprog af J. Normann Jørgensen og Amerikansk/dansk slangordbog af Kris Winther.