Alt jeg ved er, at jeg intet ved
Dengang var jeg 8 år gammel og boede sammen med min mor og lillesøster i en lejlighed på fjerde sal i byen Salaspils ca. 20 km fra hovedstaden.
Der er tre ting, der dukker op i min hukommelse, når jeg tænker på den tid.
Jeg mener at kunne huske, at vi kunne skimte tanksene ude på den store hovedvej, der lå ikke ret langt væk fra leglighedskomplekset, vi boede i. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor der ikke længere blev sendt den ene times børne-tv i fjernsynet kl. 8 om aftenen, som jo var en fast del af aftenritualet for alle børn.
Og jeg kan huske en før ukendt utryghed i min mors øjne. De seneste ugers skræmmende begivenheder har gjort, at disse minder har dukket op i min bevidsthed – men er det virkelig det, der skete eller var det mit barnesind, der forsøgte at finde mening i en uhyggelig tid?
Derfor besluttede jeg mig at faktatjekke mine minder og spurgte min mor, hvordan hun husker januar 1991.
Tjek det
Heldigvis findes der stadig både dygtige eksperter, historikere, forskere og journalister, der hver dag får taletid og forsøger at gøre os klogere på historien, belyse det glemte og afsløre det åbenlyse. Og heldigvis findes der hjemmesider som:
Det sidstnævnte er hele Danmarks politisk uafhængige faktatjekmedie. Her arbejder flere skarpe journalister hver dag med at faktatjekke påstande i den offentlige debat, opslag, der har gået viralt på de sociale medier og kæmper mod misinformation.
Hun mener ikke, vi kunne se tanks fra vores lejlighed, men hun husker, at vi så tv sent ud på natten, hvor nyhedsværterne fortalte om skyderierne i en af Rigas smukkeste parker. Og om at lige om lidt vil udsendelsen blive afbrudt, da de sovjetiske styrker var nået til første sal i bygningen, hvor tv-studiet lå.
Hun husker, at hun var bekymret for farfar, der dengang arbejdede i Riga - om han havde sluttet sig til frihedskæmperne på barrikaderne.
Hun husker, at hun var bange og ikke vidste, hvad hun skulle gøre alene med to små børn. Ingen telefon, ingen bil, ingen hurtig måde at komme i kontakt med nogen på eller komme væk.
Så noget har jeg husket rigtigt, og noget har min hukommelse klippeklistret og skabt en ny historie ud af.
Men den uvished, min mor og mange andre har skullet være i, må have været frygtelig. Måske lige så slem, som den informationstsunami, der skyller over os hver eneste dag lige nu?
Historie, der ikke længere kun genfortælles, fortolkes eller genopdages, men benægtes, omskrives og manipuleres. Teknologi, der kan afsløre noget, der er uægte, men også skabe noget af samme skuffe.
Og medier, der gør det muligt for usandheder at sprede sig i en hastighed, der er svær at begribe. Hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad burde vi vide?
Sandheden er krigens første offer – det er blevet sagt et utal af gange de sidste tre uger. Og vi ser og hører beviser for denne påstand nærmest dagligt. Det minder mig om, at det er vigtigere end nogensinde at være nysgerrig. På den kritiske og opmærksomme måde. Informationstsunamien kan virke uoverskuelig at navigere i – hvordan redder vi trådene ud, hvordan finder vi frem til ”sandheden”?
Jeg kan stadig hver eneste dag blive overvældet af følelsen, som også Sokrates angiveligt har haft, nemlig at vide, at man egentlig intet ved. Men et besøg på hjemmesiden tjekdet.dk er blevet en lille redningsbåd i min daglige informationstsunami – og der er plads til flere ombord.