Alt det jeg ved om fodbold

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mine veninder for tiden. Efter et par glas portvin ender snakken altid på samme emne: Hvis du skulle lave noget andet, hvad skulle det så være?

Spændende, kreative og livsbekræftende ting, som man også kunne bruge livet på, vælter ud af dem. Mine hjerneprocesser går langsomt i stå: Lave noget andet? Tage en ny uddannelse? Starte en oversøisk frimærkesamling op? Stå af ræset og realisere mig selv som 46-årig på vej mod overgangsalderen? Nej, jeg har det anstrengt med øvelsen.
Hårdt presset er der trods alt én ting, der dukker op på lystavlen. Jeg gad godt skifte bøgerne og de støvede reoler ud med en tilværelse som professionel fodboldspiller. Ja, du læste rigtigt, og det var jo heller ikke et benspænd i tankeeksperimentet, at det skulle være realistisk.
For jeg elsker fodbold af mange grunde. Som ex-fodboldspiller kan jeg godt savne at få pulsen op og være ’kampklar’ i hverdagslivet. Det er en særlig oplevelse at stå sammen med holdkammeraterne før kampstart og skrige klubbens kampråb, mens alle hujer, klapper og stamper i jorden. Alle hjælper til med at piske de sidste 10 % adrenalin og gejst ud i blodårerne. Alle er klar til kamp!
Det virker som et stammeritual for neandertalere, men tag aldrig fejl af menneskets behov for ritualer. Det er ritualerne, der knytter os sammen om værdier på tværs af tid og sted. Ritualerne holder sammen på skidtet.  

Fodbold er livet
Man får ikke pulsen op på helt samme måde, når man arbejder på et bibliotek. Det skal da lige være, når lånerne roder tingene sammen og blander krimier med kogebøger. Det kan godt give forhøjet puls, for uorden i bøgerne og rod i det alfabetiske system giver enhver bibliotekar trækninger i ansigtet.
Man har hørt om mennesker, der ikke mener fodbold er interessant, måske endda spild af tid. Hvordan kan de ikke se, at fodboldspillet rummer svar på næsten alt det, der er vigtigt i livet?
I en fodboldkamp er man en lille del af et større fællesskab, hvor alle skal løfte og spille deres plads bedst muligt. Alle skal fighte bagdelen ud af shortsene til sidste fløjt i medgang såvel som modgang. Man skal evne at tackle nederlagene med overskud og elegance, at fejre sejrene med manér og ikke mindste acceptere snotforkerte dommerkendelser og lægge det bag sig. Kom aldrig og sig at mestring af disse ting ikke er relevante i familielivet, i et ægteskab eller på en arbejdsplads.

Mest af alt er fodbold en holdsport. En enkelt spiller kan være heldig at vende en kamp. Men en enkelt spiller vinder aldrig sæsonen. Dygtige trænere lærer spillerne disciplin, samarbejde, vedholdenhed og vigtigheden af holdets succes og ikke den enkelte spillers.     
Nu blev jeg aldrig professionel fodboldspiller, men derimod professionel biblioteks- og kulturnørd. Der en vis morskab i det faktum. Eller er det bare to sider af samme mønt? De kulturelle og sportslige oplevelser har det til fælles, at de samler mennesker i kropslige aktiviteter, hiver os ud af hverdagens gøremål og får os til at mærke en ’kollektiv brusen’, som er helt forrygende og svær at undvære, når først man har mærket den på egen krop.
Jeg kommer ikke til at opleve blå mærker på skinnebenene og brandsår på knæene efter glidende tacklinger på knastørt sommergræs igen. Men jeg kan stadigvæk dufte græsset, genkalde mig en håndfuld syngende vristspark og savne den obligatoriske bajer i et dampende omklædningsrum efter en god fight.
Jeg må nøjes med at se ældste datter folde sig ud på fodboldbanen. Men at opleve eget afkoms glæde ved fodbolden og kammeratskabet er nok til, at det også ’bruser’ i mig. Jeg ved nemlig, at hun får meget mere med i bagagen, end hun selv aner.