Æselpøller, højreorienterede pile - og alt i orange, tak!

16.06.17
28 telte, 16 aktivitetsarealer, 500 meter ledning, 150 sandwich pr. dag, 6.000 børn pr. dag… Dette er blot nogle af de tal, vi jonglerer rundt med i vores lille Snapsting for Børn sekretariat. Og ja, af og til er det fuldkommen umuligt at holde det hele i hovedet!

Som f.eks. den dag, hvor Anne-Mette og jeg skulle forsøge at regne ud, hvilken vej alle pile på vejviser-skiltene til Borgvold skulle vende. Visualiser Borgvold. Visualiser så, at du står til højre for scenen. Hvilken vej skal pilen, der viser hen til kiosken så vende? Og hvad med pilen, der viser op til bakken – og den, der viser hen til bålpladsen ovre på plænen ud imod Søvej? Argh!!! Det er i den slags situationer, jeg kan mærke, hvordan mit hjerne er ved at implodere. Men så er det godt, man kan tage sit kort og trave ned af trappen til kælderen, hvor bibliotekets betjente gemmer sig, når de ikke lige farter kommunen rundt med bøger. Og ja, så bliver man måske lidt til grin igen for sine manglende logistiske evner, men fair nok – så kan vi andre ting.

Alle børnene

Såsom at fordele de tilmeldte 5000 børn ud på de godt 30 forskellige aktiviteter pr. dag med tilmelding. Den lille øvelse tog sådan rundt regnet 14 dage. For der er bare SÅ mange parametre, der skal gå op. F.eks. når hele indskolingen fra én skole VIL afsted samme dag og i samme tidsrum, og helst vil de samme ting – som der vel at mærke kun er 20 pladser på af gangen. Eller dem, der som førsteprioritet har en aktivitet, der foregår mandag – men har skrevet onsdag som den dag, de vil afsted…. Eller så som at lægge programmet for Snubledagen, for hvad kan man egentlig, når man kun er 2 år gammel?  I hvilken kultur er det, at man er aktiv udøver og deltager, og ikke kun passiv iagttager i den alder?

Nå ja – og hvor mange kilo grillkul går der til at holde 10 meter grill kørende i 4 timer? Imens jeg sidder og skriver, er Karen og Anne-Mette lige kommet hjem fra Harald Nyborg, hvor de blandt andet har indkøbt gummitrykluftsslange, poselukkere, smudsmåtter, presenning, et par ekstra pavilloner, nogle hundrede meter ledning og en skovl til at samle æselpøller op med… (”Hm? Hedder det egentlig æselpærer?” spørger Anne-Mette – ”Bare du ikke skriver pølser” svarer Karen ”for det er noget man kommer på grillen…”)

Mange bolde i luften

Og det er altid sikkert og vist, at bedst som man er helt fordybet i udregningen af f.eks. hvor mange orange T-shirts i hver størrelse vi skal bruge – så ringer telefonen med en eller anden sjov udfordring, vi er nødt til at håndtere.  Som at der mangler folk til at være inde i de maskotter, der skal gå med i Snapparaden.  Eller at alle de føromtalte vejviser-skilte uheldigvis alle er blevet produceret med en højrepil (på trods af alle vores udregninger… Hurra for Sanne og Gweneth, der malede dem om!!). Af og til er det selvfølgelig også en rigtig god forstyrrelse – som når chefen kommer ind med is, fordi han godt kan se, vi er ved at gå HELT sukkerkolde. Eller når Christen lige mailer og spørger om vi kan bruge 2000 hovedpuder til noget… (og ja, det kan vi da selvfølgelig! Vi skal have et chille-telt, hvor man lige kan tage et hvil i et bjerg af 200 puder!)

Som man nok kan læse af ovenstående, er det absolut et varieret job at være Snapsting for Børn sekretariat. Men bestemt også et meget givende job. Vi griner meget, og vi er tit HELT oppe at køre, når vi får det hele til at spille sammen eller får landet en rigtig god aftale.

Og når vi så ER der – når vi står nede på Borgvold og busserne kommer ind og hundredvis af børn begynder at myldre ud – så kommer varmen i maven. Så kan vi mærke, at alt det vi har bøvlet rundt med i månedsvis var det hele værd. Og skræmmende nok er det lige om lidt, at det sker. Nu hvor jeg skriver klummen her, er der kun 5 dage til det går løs på Borgvold – og hvis du læser klummen i en frisktrykt avis, er det i overmorgen!

Søndag er familiedag

Søndag d. 18. juni åbner vi nemlig ballet på Borgvold med en familiedag. Det er fra klokken 13 til 16, den gamle park kommer til at summe af aktivitet og genlyde af glade børnestemmer.

Her kan man møde æslet Cenia (hvis efterladenskaber vi ikke helt ved hvad kaldes…) og man kan prøve at sprøjte med de store slanger fra brandbilen fra Viborg Brandvæsen. Eller se Kulturskolens ”Emil fra Lønneberg”-forestilling, være med til cirkus med Cirkus Charlie, deltage i kamptræning med Østerskovens Efterskole, lave middelalderaktiviteter med Viborg Produktionsskole, smede på jernaldermaner med Hvolris Jernalderlandsby, skyde til måls efter tallerkener med bue og pil med Robin Hood, blive sminket sjovt, møde den søde omsorgsklovn Luni, være med til Trut og Lut koncert, prøve at sidde i en stor flot traktor fra Asmild Landbrugsskole eller komme på rundtur i Halfdans ABC. Og så er der også officiel åbning på det store Aarhus 2017 børneprojekt Saints and Towngates med besøg af baltiske børn, der skal bygge byporte.

Hov, og har vi mon egentlig styr på forplejningen i backstageteltet den dag? Har vi sandwich nok? Hvor mange unge er det nu lige, der kommer fra Produktionsskolen den dag? Argh – jeg må vist hellere komme tilbage til arbejdet!

Vi ses forhåbentlig på Borgvold til Snapsting for Børn!