ABBA REvival

19.11.21
Breaking News: Nyt album fra ABBA efter 39 års pause

Denne overskrift poppede pludselig op på de sociale medier en lun sensommerdag i september i år – en overskrift, der fik en gammel Abba-fan som mig til at spærre øjnene op – ikke i ren begejstring, men mere sådan, ”er det nu en god ide”-agtigt!

Jeg var teenager i 1970’erne, da Abba indtog scenerne rundt omkring i Europa og hele verden og jeg elskede dem – ligesom jeg også elskede alle de andre store hitmagere fra dengang… ikke mindst de danske som Gasolin, Shu-bi-dua, Sebastian og Anne, Sanne og Lis osv.

Jeg gik på Skive Gymnasium fra 1977-80, midt i en brydningstid. På den ene side var der stadig efterdønninger fra ’68-generationens ’love, peace and flower’-kultur, hvilket tydeligt kunne ses, mærkes og høres på både tøjvalg, den politiske front og musikken. På den anden side blæste en ny bølge af pop og disco ind på arenaen, hvilket også tydeligt kunne ses på tøj og hårmode, hvor hippietøjet og det lange hår for nogens vedkommende blev afløst af gabardine og hårvoks.

Alligevel havde jeg en klar fornemmelse af, at det ikke var sådan rigtigt velanset at være Abba-fan – det var måske lidt for meget pop i et overvejende venstreorienteret gymnasie-univers, eller hvad det nu var.

Men en dag indtraf der en begivenhed, som ændrede dette. Vi havde nemlig en ugentlig musiklektion og vores lærer var af den klassiske skole og derfor mest til klassisk musik, korsang og den danske sangskat. Og det er skam ikke at forklejne, men det eneste jeg husker fra disse timer, var den dag, hvor samme lærer sådan lidt træt i ansigtet proklamerede, at vi jo også skulle omkring noget populærmusik, og han havde valgt – ABBA!
Og så var det, at han sagde følgende: ”Tag ikke fejl: De herrer Björn Ulvaeus og Benny Andersson er gennemmusikalske i alt, hvad de laver”.

Det opfattede jeg på det nærmeste som en blåstempling af, at Abba rent faktisk var/er popmusik af høj kvalitet, så jeg var glad og kunne herefter med god samvittighed nyde alle de iørefaldende melodier. Hvilket jeg stadig gør, når jeg tilfældigt hører en af dem.

Og da vi så filmmusicalen Mamma Mia første gang, var det ren fest og nostalgi og ikke mindre, da vi så selve musicalen i London for nogle år siden. En musical uden de store dybder, men godt skruet sammen og som man bare bliver glad i låget af!
Så ’Thank you for the Music’, siger jeg bare!

Men et nyt album nu, hvor de alle fire nærmest er pensionerede? Hvorfor nu det?
Jeg har lyttet til de to sange, der med det samme blev released på streamingtjenesterne og nu også enkelte af de øvrige fra det nye album ’Voyage’. Og jo, det ER lyden af Abba. Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene – måske rammer de noget… ’come back time’, eller noget? Eller er det bare panik før lukketid…?

Under alle omstændigheder er historien om Abba stadigvæk fascinerende, musikken lever i bedste velgående, og engang imellem dukker der en dokumentar op på en eller anden tv-kanal, som jeg falder i.
En søgning på Abba i Viborg Bibliotekernes base giver næsten 100 resultater, hvoraf det meste er cd’er og noder. Det vidner også om en rimelig stor popularitet.

Så selvom bibliotekernes musikudlån er ændret væsentligt de seneste år i takt med udviklingen af de før nævnte streamingtjenester, så kan du stadig finde guld på musikhylderne, måske særligt når det gælder musik af lidt ældre dato. Og ikke mindst historierne om alle de store navne.

 

Materialer