90-års fødselsdag i parkeringskælderen

Midt i det, der forhåbentlig er corona-lukningens sidste suk, sidder jeg med en masse følelser. Størst af dem alle er taknemmeligheden over, at vi i Danmark fik stablet nogle fornuftige retningslinjer på banen, og at vi har været gode til at passe på hinanden.

Det skal vi blive ved med, for selv om vi nærmer os en ny normal, så er arbejdet ikke ovre endnu. Næststørst er min beundring over den kreativitet, som mennesker udviser verden over, så vi kan skabe lidt nærvær i afstandens tid. Jeg taler ikke om den nye omsorgs-emoji på Facebook, men om en lang række nye, rørende måder, hvorpå vi viser, at vi stadig er der for hinanden.

Fællessang, nøgentegning og drive by-fødselsdage

Med lukningen af fritidsaktiviteter, kulturtilbud og andre samlingssteder har mennesker i hele verden været nødt til at tænke i alternativer. Og det har bestemt ikke været kedeligt at følge med i. Altankoncerter er blevet et verdensomspændende fænomen, præster har prædiket fra kirkens vinduer, og Phillip Faber er blevet en hyppig gæst i de danske stuer – også hos min kære mormor i Køge, der går til fællessangen med liv og sjæl. Og mærkedagene? Ja, de bliver fejret på alternativ vis. Min kæreste og jeg endte med at fejre vores syv-årsdag med en to-retters menu fra hjemmerestauranten samt husets (eneste) vin. Det brød naturligvis illusionen lidt, at vi på skift måtte agere tjener, men alt i alt var det en vellykket date, selv om gæsterne var nærige og ikke lagde drikkepenge. Og det er ikke den eneste nye tradition, der har slået rod herhjemme. Hver torsdag aften mødes jeg nemlig med et par veninder over nettet og tegner croquis, og tro mig, når jeg siger, at det med at tegne nøgne mennesker er noget lettere, når de ikke står direkte foran dig (og kan se din tegning).

En særlig udfordring under lukkeperioden har været fødselsdagsfesterne, for hvordan fejrer man for eksempel et barn, der fylder syv år, og som ikke forstår, hvorfor der ikke kan komme gæster på besøg? Det gør man såmænd ved at holde en drive by-fødselsdagsfest, og dem har jeg hygget mig med at læse artikler om, for de er særdeles livsbekræftende. Det foregår sådan her: Familie og venner pynter deres biler og kører i procession forbi fødselarens hus, mens de vinker, råber tillykke og skruer helt op for den samme festsang. Ekstra point, hvis der er kreative skilte involveret. Og nok var festerne utraditionelle, men som man hører fra mange af fødselarerne, så endte festdagene med at blive endnu mere mindeværdige af den grund.

En heliumballon i en papkasse

Hvornår kommer jeg til det med parkeringskælderen, tænker du måske? Jo, nu skal du høre: Jeg stod overfor en helt særlig udfordring dette forår. Min farfar, der fyldte 90 år, havde inviteret hele familien på restaurant i Roskilde, men han valgte naturligvis at aflyse for alles bedste. Det betød dog ikke, at han ikke skulle fejres, så jeg satte skub i den helt store plan. Flere små hold skulle møde op i løbet af dagen og hilse fødselaren med sang (på afstand, naturligvis), der skulle laves en fødselsdagsvideo med hilsener fra nær og fjern og bestilles kaffe og andre godter til den lidt alternative fødselsdag. Og som en ekstra overraskelse bestilte jeg en fødselsdags-heliumballon i en kasse.

Selv om min farfar er fra en tid, hvor man gik til skole i træsko gennem knæhøj sne, så er han i den grad 90 år ung og lidt af en gavtyv. Det var derfor en særlig fornøjelse at se ham og min bedstemor modtage sang-gæsterne med store smil, og at de var med på løjerne, i det der bedst kan beskrives som et sammensurium af en fødselsdagsfest. Og parkeringskælderen? Den viste sig at være det perfekte tilflugtssted for selskabet, da regnvejret brød ud i Roskilde. Der blev grinet, nydt medbragt kaffe og snacks og åbnet gaver på behørig afstand. Midt i det hele åbnede min farfar papkassen, og til alles overraskelse sprang en heliumballon op med overskriften ”90 – happy birthday”. Som han selv udtrykte det, så blev det en fødselsdag, han aldrig glemmer. Det gør jeg bestemt heller ikke, og jeg var kun med til festen over FaceTime.

I det hele taget har lukkeperioden sat skub i nogle traditioner, som er værd at huske på fremover, skulle vi ramme ind i lignende omstændigheder. Jeg håber naturligvis, at vi snart kan mødes på gammeldags manér, men indtil da kigger jeg gerne forbi parkeringskælderen til en kop kaffe.

Pas på hinanden!