Vil du med på skattejagt?

Qello Cencerts var for mig - indtil for en måneds tid siden - en u-opdaget tjeneste, der viste sig at rumme et hav af koncertoptagelser og musikdokumentarer. Men det var et interessant fund – så hermed en anbefaling til selv at gå på opdagelse. Qello kan findes under app’en Libby, der er en del af eReolen Global. Lad rejsen begynde.

Find en guide til at komme igang med Qello her.

Hvordan finder man rundt i Slaraffenland?

Qello virker måske overvældende, når du først får lirket kisten op, for her er virkelig meget guld! Ja, faktisk er det verdens største samling af koncertoptagelser og musikdokumentarer. Min første udfordring var at vælge! Startsiden er bygget op med en række sektioner, som kommer efter hinanden med overskrifter som f.eks. ’Exclusives’, ’Curator’s picks’ og ’New and Noteworthy’. I højre side af hver sektion kan man vælge ’mere’, hvorefter alenlange sider dukker frem. Farer du vild, kan du altid gå til startsiden ved at trykke på hus-ikonet i venstre sidebjælke. Her finder du også en søgefunktion og din egen konto, hvis du skulle have tilføjet favoritter undervejs.

Fra A til Å – med fokus på den legendariske rock/pop

Hver enkelt koncertoptagelse indeholder en beskrivelse med angivelse af tid, sted og varighed for koncerten samt et videolink i god kvalitet – husk gode højttalere! Jeg kaster mig snart over en af de helt store mastodonter, The Rolling Stones på Glastonbury Festival 2014, og oplever straks at komme helt tæt på kunstnerne, da der er gjort god brug af zoom-funktionen. Et plus ved streaming er her, at klipningen giver gode muligheder for også at opleve artisternes mangfoldige visuals og sceneoptræden, som er med til at skabe helheden om koncertoplevelsen.  

Det er muligt at finde koncertoptagelser helt tilbage fra 1920’erne og dermed er Qello et slags landkort over musikkulturen i den vestlige verden med elementer fra især den internationale rytmiske musikscene, men også klassiske koncerter kan findes her. Qello kan altså også bruges til at studere musikalske udtryk over tid, hvis man har den slags nørdede tendenser.

Streaming vs. liveoplevelser

Det er klart, at streaming ikke er det samme som liveoplevelse. For kan man mærke energien bag skærmen? Og virker det ikke nærmest komisk, når man ved højlys dag hjemme i stuen kan se Florence Welsh fra Florence and the Maschine give den fuld gas på scenen til Apple Music Festival i London i 2015? Tjo, der går givetvis en del tabt. Men den ægte vare koster penge, og det er ikke alle forundt at kunne rejse til Glastonbury, Rock i Rio eller Woodstock, når solen begynder at titte frem, og uret viser musik og god stemning.

På Qello kan alle være med uden det koster en krone, og det kan være et fint alternativ. Nogle vil måske ligefrem foretrække den streamede version, hvor man kan fordøje oplevelserne i sit eget tempo? Der er i hvert fald ’ingen-spilder-fadøl-ud-over-din-nye-kjole-garanti’.  

Bag om tilblivelsen af en af verdens mest banebrydende rockalbums

Et stykke nede på startsiden finder jeg sektionen ‘Top Documentaries’, og her falder jeg pladask for en dokumentar om tilblivelsen af Pink Floyds epokegørende album ’Dark Side Of The Moon’, som til foråret 2023 runder 50 år. Jeg bliver rørt af interviewet med Roger Waters om den skelsættende plade, som for mig var med til at åbne verden op midt i en ellers fortabt gymnasie-ungdom i provinsen. Jeg trækker på smilebåndet, da jeg ser de ikoniske billeder af fire musikere i øvelokalet, mens de ryger, spiller guitar og filosoferer. De fire gutter var en del af en musikhistorisk og nå ja, langhåret epoke.

Jeg forføres af historien om tilblivelsen af lydflader, som stadig den dag i dag giver mig kuldegysninger, fx produktionen af koret i nummeret The Great Gig in The Sky, som smyger sig både svævende og vovemodigt op ad David Gilmours steelguitar. Jeg hører bandet fortælle om den skabende kraft i øvelokalet, der som luft mellem fingrene ikke rigtig lader sig indfange. Jeg genopdager ’Dark Side of The Moon’ – en banebrydende plade, som stadig sætter mit sind i bevægelse den dag i dag. Som den gjorde dengang for 20 år siden i provinsen. Og som den har gjort for mennesker over hele i snart 50 år.

Lyden af de (rockede) skuldre vi står på

Med fare for at misbruge navnet på en i øvrigt fabelagtig teaterkoncert skabt af bl.a. Simon Kvamm, så opfatter jeg også Qello, som en database over lyden af de skuldre, vi står på. Som alle andre kulturelle udtryk er musik i evig forandring, men uden legender som Paul McCartney, Madonna, David Bowie og The Beatles, ville nutidens musik lyde anderledes. Det er helt legitimt at kritisere Qello for at favorisere den legendariske rock og de store mastodonter på internationale (rock)scene. Den kritik er jeg delvis enig i, men der er dog visse musikalske perler, som vi bare ikke kan komme udenom og som har dannet grundlag for musikken af i dag, hvad enten vi lytter til rap, jazz, hiphop, indie pop eller, nå ja, rock.   

God tur til musikkens slaraffenland!