Herre gode anbefalinger del 1 - Mikael anbefaler

10.03.22
Velkommen til "Herre gode anbefalinger", hvor Viborg Bibliotekernes mandlige ansatte deler ud af inspiration til gode podcasts, lydbøger, film og meget mere. Ballet åbnes af Mikael Graaberg - leder for Kultur og Oplevelser på Viborg Bibliotekerne.

Han Duo podcast

’Han duo’ er en podcast, som udgives af to nørder, hvor de omtaler og anmelder film, computerspil og tv-serier. Rigtig god podcast som holder mig opdateret indenfor de tre genrer og også inspirerer mig til nye film- og serieoplevelser.
Du finder podcasten her: https://apple.co/3wbdDDt

’1984’ af George Orwell er efter min mening den vigtigste bog der nogensinde er skrevet. Den beskriver et diktatur, hvor individets rettigheder er reduceret til ingenting. Det er uhyggeligt at se, hvordan George Orwells bog også i dag fortsat er aktuel.
Og det understreger at vi altid skal kæmpe for at bevare demokratiet og aldrig må tage det for givet.

’Rampen’ af Jesper Stein er en selvbiografisk skildring af forfatterens opvækst i en familie præget af skilsmisse og alkoholmisbrug. Beskrivelsen af forældrenes skilsmisse og hvordan den påvirker Jesper er både trist og næsten ubærlig. Lydbogen er oplæst af forfatteren selv.