Sprogkuffert

Vidste du at biblioteket har sprogkufferter?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
20.12.19
På Viborg Bibliotekerne har vi cirka 25 sprogkufferter, som du kan låne med hjem og bruge sammen med dit barn. Poserne indeholder ting og sager, og forskellige aktiviteter som sproglege, sange, rim, remser og drama. Alt sammen nøje udvalgt til at stimulere dit barns sprog.

Hvordan du vælger at bruge sprogkufferterne, er helt op til dig og dit barn. Gennemgå indholdet i kufferten sammen med dit barn, måske får I, i fællesskab, gode idéer til hvordan indholdet i kufferten kan bruges.

Når du og dit barn leger med tingene i kufferten, udvikles dit barns sprog. Tingene i kufferten er til brug sådan, at du og dit barn i fællesskab leger og snakker. Derved udvikles dit barns sprog.

Du kan vælge at låne sprogkufferter med hjem eller du kan tage dem med ind i bibliotekets sprogstimuleringsrum, Sprograketten, og bruge tingene der. Sprograketten er et rum på biblioteket, hvor vi har sat dit barns sprog i fokus i aktiviteterne.

Husk også at være åben for, hvordan dit barn har lyst til at bruge kuffertens indhold. Vigtigst af alt: Snak, snak, snak, snak!

Vi har sprogkufferter om emner fra vilde dyr til madlavning og hygiejne. Du kan se hvilke sprogkufferter biblioteket har her.