Om dette arrangement

Tid
10:00 - 19:00
Pris
0 Kr
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Udstilling: Mine bedsteforældres gummiplantage på Sumatra

01.02.19 - 12.03.19
Arne Hendrichsens beretning om hans bedsteforældre, der drev en gummiplantage på Sumatra fra 1920´erne og frem til anden verdenskrig, er et fantastisk indblik i en svunden tid. En eventyrlig Kipling-fortælling fra den virkelige verden.

Du får en unik mulighed for at komme med på en sjælden rejse i ord og billeder, med en historie som aldrig er blevet fortalt før. Flere års studier af dokumenter, breve, avisartikler og fotos ligger nemlig bag Arne Hendrichsens fortælling om bedsteforældrene, der i 1920’erne drog på en eventyrlig rejse til Sumatra.

Dansk Ostindisk Plantage Selskab i København ejede i starten af århundredet flere plantager i Hollandsk Ostindien, det der i dag hedder Indonesien. Til at lede dem ansatte man unge skandinaviske mænd med mod på udfordringerne i tropiske omgivelser.

Arne Hendrichsens bedsteforældre var unge og eventyrlystne, og hans mormor søgte i morfarens navn – og uden hans vidende - stillingen som assistent på gummiplantagen Telok Pandjie på Sumatra. De rejste fra Danmark uden rigtigt at vide, hvad de gik i møde. Plantagen lå lige under ækvator, og det var så varmt, at Arnes morfar sled 60 skjorter op på to år.

I løbet af et kvart århundrede var de i Danmark tre gange. Oftest med damper, men én gang var de tvunget til at rejse med Den Transsibiriske Jernbane.

Under japanernes besættelse af Hollandsk Ostindien boede familien ikke længere på Sumatra. De japanske soldater havde ry for at være brutale og hensynsløse, så mange af europæerne samledes på øen Java, der ansås at være uindtagelig. Det viste sig ikke at holde stik. Familien måtte afvente krigens afslutning, for at få mulighed for at vende hjem til Danmark.

Der er ingen tvivl om, at mødet med den fremmede kultur og 3 ½ års besættelse satte afgørende præg på Arnes bedsteforældre og hans mor, som tilbragte sin barndom på Sumatra. Og med Arnes fotos og uddrag fra breve hjem fra bedsteforældrene fortælles en meget personlig historie om et eventyrligt liv.

Fra d. 01. februar hænger en udstilling af Arnes fotos fra bedsteforældrene på Viborg hovedbiblioteket, og tirsdag d. 12. marts klokken 19.00 kommer Arne selv og fortæller historien.

Materialer