Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Udstilling i Gudenåhuset

02.08.22 - 30.08.22
Grafiker og billedkunstner Mette Mailund Strong udstiller i Gudenåhuset i august måned.

Mette Mailund Strong er uddannet grafiker og billedkunstner. Hun er medlem af BKF, Danske Grafikere, ProKK, Spor Kunsten og  Kunstforum Viborg.

"Når jeg skal købe ind skal jeg vælge om jeg vil tage mest hensyn til miljøet, min pengepung, min sundhed, mit ansvar for bæredygtig handel eller for lokalproduktion. Når jeg har fri skal jeg vælge om jeg vil tilbringe søndagen med min syge ven eller deltage i Landsindsamling.
Skal jeg holde jul med min bonusfamilie, min reservebedste eller min biologiske familie?
Skal jeg vælge den hurtigste eller den korteste rute min GPS foreslår mig, og hvilken kanal skal jeg se eller lytte til?
Vi skal vælge til og fra, om stort og småt, have en mening, tænke, ræsonnere og handle i en uendelighed - Det moderne liv er i næsten alle henseender blevet meget komplekst og vanskeligt at navigere i." Sådan siger Mette Mailund Strong.

Kompleksitet - et kunstnerisk benspænd
For grafiker og billedkunstner Mette Mailund Strong danner begrebet kompleksitet, fundamentet og de kunstneriske benspænd i hendes værker: Hvordan skaber man overblik, i komplekse og uigennemskuelige sammenhænge?

Æstetiske røntgenfotos
Gennem sine værker forsøger hun at beskrive denne kompleksitet. Konkret arbejder hun med lagdelt maleri, grafik, collage og arbejder i papir og pap som flettes, rives og bygges op af lag.
Værkerne insisterer nærmest på at blive oplevet som æstetiske affotograferinger eller røntgenfotos af kompleksitet, som materiale, stoflighed, sanselighed og det er som om hun gennem sine værker vil vække det sansende, oplevende, legende menneske der findes derinde bag alle planerne, exel-arkene og kalenderne og giver dermed også et bud på hvad der skal til, for at overleve i en kompleks verden: Vi skal huske at være mennesker og bruge vore sanser!

Mette Mailund Strong lukker op for et billedsprog, som hun i mere end 20 år har arbejdet med.
Inspireret af klassiske maleteknikker fra det 17 årh., har hun gennem årene udviklet og forfinet sine metoder og sit udtryk til et personligt, poetisk og stærkt udtryk.

Hun er bl.a. inspireret af de musiske grundsten: rytme, puls, pause, ligesom rejser og ophold i udlandet danner en rød tråd gennem hele hendes liv og virke. Dette ses bl.a. i den meget varierede palet hun benytter og når hun i værkerne kombinere den klassiske ornamentik med mønstre og gentagelser fra det moderne liv. Her udnytter hun på en finurlig og underfundig måde ornamentikkens uendelige muligheder, som symboler på individets og samfundets komplekse rutiner og traditioner.

Udstillingen kan ses i Gudenåhuset fra 2.-30. august i bibliotekets betjente åbningstid.