Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Maleri og keramik

01.08.19 - 27.08.19
Billedkunstner Birgit Gregersen og keramiker Ruth Nissen udstiller i juli og august

Portrætter, blomster og fugle samt keramiske sko og tasker møder dig i Gudenåhusets udstillingslokale i sommermånederne juli og august, når Bjerringbro Kunstforening og Gudenåhuset præsenterer billedkunstner Birgit Gregersen og keramiker Ruth Nissen.

Birgit Gregersen er uddannet lærer med liniefag i billedkunst. Senere har hun fulgt kurser på Århus Kunstakademi og på Ærø Kunsthøjskole.
”Jeg arbejder mest i serier over bestemte temaer, som er tilbagevendende i kortere eller længere perioder. Det er ofte med mennesker i en eller anden sammenhæng. Andre temaer har været blomster, landskaber og fugle”, fortæller Birgit Gregersen.
Samtidig arbejder hun med portrætter, som meget ofte er bestillingsarbejder. I den proces er det vigtigt for Birgit at finde frem til et udtryk, som fortæller noget væsentligt om det menneske, der bliver portrætteret.
Hendes foretrukne arbejdsområde er maleri på lærred i olie og akryl, men hun arbejder også med grafik og collage.  
Birgit Gregersen debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 2012 og har siden da udstillet flittigt både på censurerede udstillinger, gruppeudstillinger og separatudstillinger.

Ruth Nissen har arbejdet med keramik de sidste 10 år og arbejder især med stentøj. Hun har deltaget i undervisningsforløb på bl.a. Århus Kunstakademi og Clay Art, Århus.
Ruth arbejder med skulpturel keramik og har særligt specialiseret sig i sko og tasker i sjove, men genkendelige former, men laver også andre mere traditionelle ting, som kan ses i udstillingen.
Ruth Nissen har tidligere været antaget på den censurerede udstilling i Gudenåhuset, Bjerringbro Udstillingen.

Begge kunstnere er medlemmer af kunstnergruppen De Ellevilde og Birgit Gregersen er desuden medlem af kunstnergruppen Chokoladefabrikken. Sammen med De Ellevilde har de begge medvirket i et par bogudgivelser, bl.a. en kunst- og kogebog, der hedder ”Ellevild mad kunst”, som er udgivet på Kvindemuseets forlag i 2015.

Udstillingen kan ses til og med 27. august i Gudenåhusets udstillingslokale i bibliotekets betjente åbningstid: mandag, tirsdag og onsdag 10-18, torsdag og fredag 10-17 samt lørdag 10-13.

Medarr.: Bjerringbro Kunstforening