Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Fri entré
Lokale
Viften
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Kjoler til tiden...

01.08.19 - 24.08.19
Autentiske kjoler fra de seneste ca. 100 år samt modeller af royale brudekjoler

Nostalgisk kjoleudstilling i Gudenåhuset i sommerferien

På en helt særlig sommerudstilling i Gudenåhuset kan man gå på opdagelse i de seneste ca. 100 års kjolemode.

”Kjoler til tiden” er en udstilling, som viser et udvalg af skønne kjoler til forskellige lejligheder og fra forskellige årtier fra ca. 1920’erne og frem til i dag. Der er brudekjoler og festkjoler, sommerkjoler og hverdagskjoler. Kjolerne er autentiske og venligst udlånt af Viborg Bibliotekernes personale og deres familier samt andre private borgere. De ældste kjoler i udstillingen er udlånt fra Gudenådalens Museum. Desuden er der en helt up to date kjole udlånt fra tøjbutikken Eliza i Bjerringbro.

Nogle af kjolerne har sin egen lille historie nedfældet på et info-ark, f.eks. historien om den ægte haute couture kjole vundet i en facebook-konkurrence i 2012 samt mor og datter kjoler fra bryllupper i hhv. 1958 og 1987.
Udstillingens ca. 30 kjoler er opsat på bøjler og giner, som venligst er udlånt af Kulturskolen Viborg, Viborg Produktionsskole, tøjbutikken Eliza samt Busbjerg Spillene.

Royale brudekjoler i miniature
Udstillingen rummer også 14 royale brudekjoler i mannequindukkestørrelse med indbygget gættekonkurrence. Disse kjoler er syet af Else Kragh fra Bælum i Nordjylland. Konkurrencen går ud på at gætte, hvilken prinsesse hver enkelt kjole har tilhørt. Gætter man rigtigt, kan man deltage i en konkurrence om gavekort til f.eks. en ny kjole.

Udstillingen kan ses i Viften i Gudenåhuset i hele sommerferien frem til og med 24. august i Bjerringbro Biblioteks betjente åbningstid.