Om dette arrangement

Tid
7:00 - 19:00
Pris
50 Kr
Køb billet(ter) / Tilmeld
Foredrag & debat

Familietur til 'Magiske Dage Odense'

19.10.18
Oplev Harry Potter-feberen til festivalen ´Magiske Dage Odense´.

Harry Potter med fuld skrue på kosten

Viborg Bibliotekerne arrangerer familiebustur til ”Magiske Dage Odense” fredag den 19. oktober. Der er busafgang fra Hovedbiblioteket i Viborg og opsamling ved Bjerringbro Bibliotek

Harry Potter-feberen raser på 15. år og med fornyet styrke i hjertet af Odense i efterårsferiens sidste dage. Besværgelser vil flyve gennem luften, magiske skikkelser kan træffes på nærmest hvert et gadehjørne, og tusindvis af små og store magiker-fans danner kronen på hele det magiske værk. Fredag den 19. oktober har du mulighed for at opleve denne fantastiske festival på egen hånd.

Festival med nyt navn
”Magiske Dage Odense”, tidligere kendt som ”Harry Potter Festivalen”, fylder Odense bybillede og rummer noget for alle magiker-interesserede. Du kan selvfølgelig bygge din helt egen kost i kosteværkstedet, hvor der står dygtige magikere klar til at hjælpe dig. Du bygger din kost op fra bunden og bliver flot flyvende! Og mangler du en smule magi, kan du besøge trædrejerens værksted og prøve kræfter med det gamle værktøj og færdiggøre din egen tryllestav.
I den dystre kælder under Odense Adelige Jomfrukloster bobler eliksirerne. Her kan man lære noget om de magiske ingredienser, der gør eliksirbrygning til en farverig og måske farlig disciplin. Bland din egen eliksir i samarbejde med de eliksirkyndige fra Syddansk Universitet, og hør mere om mørkets troldmænds grønne tapeter, der langsomt slår ihjel. Der er en skrumpekasse, fordelingseliksir og isdæmontårer i kælderen, og måske når du at se… eller ikke at se; forsvindingseliksiren.

Familiebustur med Viborg Bibliotekerne

Kom med til den magiske festival d. 19. oktober med afgang fra Hovedbiblioteket i Viborg kl. 7.00, opsamling ved Bjerringbro Bibliotek kl. 7.30 og hjemkomst omkring kl. 19.00. Prisen er 50 kr. pr. person, og man står selv for forplejning på dagen. Turen er tiltænkt skolebørn og deres familier, og børn skal ledsages af en voksen. Man kan læse mere på www.ferieaktiviteterviborg.dk, hvor der også er tilmelding.


Se hele festivalprogrammet på festivalens hjemmeside.

Tilmeldingsfrist: 15. oktober.