Om dette arrangement

Tid
19:30
Pris
125,00
Lokale
Skakbrættet
Målgruppe
For alle
Køb billet(ter) / Tilmeld
Bøger & Litteratur

Foredrag med Per Stig Møller - Sommeren 1945

29.09.21
Per Stig Møllers nyeste bog »Sommeren ’45« er en stofmættet og indsigtsfuld gennemgang af de moralske og politiske dilemmaer under besættelsen og i tiden, der fulgte.

Bogen følger udviklingen i Danmark dag for dag og måned for måned i den hektiske befrielsessommer fra 1. maj til oktober 1945. De politiske partier og Frihedsrådet indgik her i en midlertidig samlingsregering med aftale om, at der ved udgangen af oktober skulle afholdes Rigsdagsvalg. Tiden efter 4.-5. maj udartede sig derfor i en lang valgkamp, hvor de gamle partier og politikere skulle legitimere deres rolle.

Allerede i løbet af sommeren 1945 satte kritikken af modstandsbevægelsen og dens motiver ind. Det begyndte i slutningen af juni i Folketinget. I august kaldte Hartvig Frisch stikkerlikvideringerne for mord. Hal Koch, Svend Erichsen og Otto Gelsted angreb Kaj Munk for at have været nazist og for at have accepteret besættelsen i 1940. I aviserne lød der nu kritik af fiskerne, som sejlede jøderne over Øresund, og af nogle af Frihedsrådets medlemmer samt andre ledende figurer for ikke at have haft rent mel i posen. 

For første gang granskes denne sorte sommer nu historisk i bogform. Gennem et omfattende arkivmateriale afdækker Per Stig Møller forløbet fra maj til oktober måned for måned. Hvordan lod det sig gøre, at krigens helte – modstandsbevægelsen – blev mistænkeliggjort og kørt ud på et politisk sidespor? Det skelsættende resultat lagde grunden for efterkrigstidens politiske landskab og dermed for velfærdsstatens opbyggelse. Kom og hør med, når Per Stig Møller tager os med tilbage til en sommer, som har sat dybe spor i vores historie.